Det er ikke blot på Roskilde Dyrskue, man denne lørdag kan opleve køer i massevis. For også trafikken er præget af køer på både store og små veje flere kilometer omkring Dyrskuepladsen denne formiddag.
Lige nu er det særligt rute 14 Hovedvejen og rute 6 Køgevej, der er hårdt ramt af de voksende køer, skriver P4 Trafik.
Og vejene propper til langt udenfor kommunegrænsen. På Hovedvejen og frem til Gammelgårdsvej er trafikken påvirket både i retning mod Roskilde og langt ind i Lejre Kommune, mens køen på Køgevej starter omkring Tjæreby og fortsætter helt til Dyrskuepladsen.
På rute 6 Roskildevej giver de mange bilister kø fra Køge Bugt Motorvejen til Solrød. Ligeledes propper trafikken til på Holbækmotorvejen i retning mod Holbæk, hvor bilerne holder i lang kø til frakørsel 12 Roskilde S.
I følge Vejdirektoratets Trafikinfos seneste melding klokken 10.32 kan trafikanter i begge retninger på Holbækmotorvejen forvente en forlænget rejsetid på op til 30 minutter.
Forvent kødannelse
Allerede forinden Roskilde Dyrskue åbnede i går, fredag, var Vejdirektoratet ude og advare om tæt trafik i forbindelse med den store begivenhed henover weekenden.
Her opfordrede Vejdirektoratet trafikanter til at forberede sig på ekstra rejsetid og vise tålmodighed – særligt omkring Holbækmotorvejen og de lokale adgangsveje til dyrskuet.
Af Roskilde Dyrskues hjemmeside fremgår det, at den tætte trafik særligt forekommer i formiddagstimerne og særligt i dag, lørdag, mellem 10.00 og 14.00.
Dyrskuepladsen er dog åben helt til 21 i dag - så der er rig mulighed for at nå at opleve alle de mange boder, stader og andre spændende sager, dyrskuet byder på, selv hvis man lige nu sidder i bilkø - eller endnu ikke har startet bilen.