Med FCK’s pokaltitel er det nu sikkert, at Brøndby IF kommer til at spille europæisk fodbold i næste sæson. Klubben fra Vestegnen træder ind i kvalifikationen til Conference League i 2. runde ud af fire runder. Runden spilles den 24. og 31. juli, og lodtrækning er allerede den 17. eller 18. juni. Brøndby IF er seedet i runden, hvilket som udgangspunkt burde betyde, at klubben vil trække en svagere modstander.
- Brøndby IF skal spille europæisk fodbold i næste sæson og træder ind i Conference League-kvalifikationen i 2. runde.
- Lodtrækningen til 2. runde sker før 1. runde er spillet, hvilket gør modstanderne usikre.
- Blandt potentielle modstandere er både stærke hold som AIK Stockholm og overkommelige som St Josephs FC.
- Brøndby IF kan blive seedet i senere runder afhængigt af modstandernes koefficienter.
- Play-off runden spilles i august, og lodtrækningen kan påvirkes af tidligere modstanderes seedning.
Der er dog et men. Lodtrækningen til 2. runde er nemlig før 1. runde bliver spillet, så det er sandsynligt, at Brøndby IF i lodtrækningen ikke er sikker på sin modstander, men eksempelvis kan trække 'vinderen af en kamp i 1. runde af kvalifikationen til Conference League' eller muligvis 'taberen af en kamp i 1. runde af kvalifikationen til Europa League'.
Blandt de useedede hold er der meget forskellige muligheder. Blandt skrækmodstanderne vil formentlig være svenske AIK Stockholm eller Hammarby IF, der i skrivende stund ligger nummer 2 og 4 i Allsvenskan. Der er dog også en del overkommelige modstandere, som St Joseph's FC, der har vundet sølv i ligaen i Gibraltar.
Her spilles der kampe
24. juli: Første kamp i 2. kvalifikationsrunde til Conference League
31. juli: Anden kamp i 2. kvalifikationsrunde til Conference League
7. august: Første kamp i 3. kvalifikationsrunde til Conference League
14. august: Anden kamp i 3. kvalifikationsrunde til Conference League
21. august: Første kamp i play-off runden til Conference League
28. august: Anden kamp i play-off runden til Conference League
Eksempelvis træder Legia Warszawa ind i 1. runde af kvalifikationen til Europa League. Taber de der, kan Brøndby IF risikere at møde dem allerede i de første kampe.
Dem kan Brøndby møde
Da der stadig er turneringer, der ikke er afsluttet, er de potentielle modstandere stadig usikkert. Men i de to første kampe er det sandsynligt, at modstanderne kan være:
HB Torshavn, FK Sarajevo, Aris Limassol, St. Patrick's Athletic, La Fiorita, Sutjeska Niksic, Hammarby IF, Hibernians FC, AIK Stockholm, Radnicki 1923, Novi Pazar, Vllaznia Shkodër, Kauno Zalgiris, MSK Zilina, FC Oleksandriya, Polissya Zhytomyr, Paksi FC, ETO Györ, Universitatea Cluj, Ordabasy Shymkent, Floriana, Levski Sofia, NK Koper, Urartu FC, Torpedo Zhodino, St Joseph's FC, Dila Gori, Cherno More Varna, Araz Nakhchivan, Ilves Tampere, Zimbru Chisinau, FK Aktobe, Drogheda United, KA Akureyri, FC Prishtina, Dungannon Swifts, Banga Gargzdai, UNA Strassen, Spaeri Tbilisi.
Den 21. juli, altså inden Brøndby spiller de to første kampe, bliver der trukket lod til 3. runde af kvalifikationen til Conference League. Her bliver det altså afgjort, hvem klubben skal møde, hvis de vinder samt i de første to kampe. Som udgangspunkt vil Brøndby IF være useedet i den runde. Her kommer vi dog tilbage til situationen, vi beskrev før. For hvis Brøndby IF løber ind i eksempelvis Legia Warszawa i 2. runde og vinder, vil de blågule blive seedet efter polakkernes seedning i lodtrækningen til 3. runde.
I 3. runde er der ikke nogen hold, der kommer direkte ind. Det er dermed sikkert, at Brøndby IF vil trække enten 'vinderen af en kamp fra 2. runde af kvalifikationen til Conference League' eller 'taberen af en kamp fra 2. runde af kvalifikationen til Europa League'. 3. runde spilles 7. og 14. august.
Skulle Brøndby IF vinde 3. runde, kommer de til sidste runde, der normalt bliver kaldt play-off runden. Runden spilles 21. og 28. august. Brøndby IF’s egen koefficient er langt fra god nok til at være seedet i 4. runde, men der er en mulighed for, at klubben alligevel vil være seedet.
Lodtrækningen til play-off runden er allerede den 4. august, altså inden kampene i 3. runde er spillet. Derfor vil der igen være mulighed for, at Brøndby IF bliver seedet efter modstanderens koefficient. Eksempelvis er en af de mulige modstandere i 3. runde irske Shamrock Rovers. Slår Brøndby IF dem, så vil Brøndby i lodtrækningen til 4. runde overtage irernes seedning og kunne trække en useedet modstander.