Efter sommerferien er der 255 elever, som ikke længere skal have madpakker med. 191 skoler er udtrukket til et landsdækkende forsøg med skolemad. I forsøgsordningen skal folkeskoler og frie grundskoler afprøve metoder samt organiseringer med frokostordninger med start i skoleåret 2025/2026 og frem til udgangen af 2028. I Gladsaxe er en ud af de fem, som Børne- og undervisningsudvalget indstillede, kommet med.
Skolerne skal i løbet af efteråret og senest efter juleferien begynde at afprøve skolemad i enten indskolingen, på mellemtrinnet eller i udskolingen. Mindre skoler har mulighed for at afprøve skolemad på alle klassetrin.
I Bagsværd er det de 255 elever, som går i 4. 5. og 6. klasse på Bagsværd skole, som skal prøve kræfter med det nye tiltag. Uden forældrebetaling, som er en af de fire mulige modeller.

Forsøgsordningen er udvalgt ved en lodtrækning, hvor der er taget hensyn til geografi og socioøkonomi. Skolerne afprøver enten en ordning uden forældrebetaling eller med en forældrebetaling på 15 eller 25 kroner pr. måltid. Deltagende folkeskoler skal have sikret tilslutning fra kommunalbestyrelsen senest 31. august 2025.
Med aftale om finansloven for 2025 afsatte regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre i alt 854 mio. kr. til en national forsøgsordning for skolemad i 2025-2028.
- Jeg er glad for, at der er så mange skoler, der vil være med til at undersøge, om skolemad kan give bedre trivsel, faglige resultater og måske endda styrke fællesskabet. De 191 skoler, der skal være med, er udvalgt i en lodtrækning. Men vi har sikret os, at der både er skoler fra byer og landdistrikter, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Forsøget afprøver fire typer af skolemad
I forsøget er der fire primære typer af skolemadsordninger. Det er et krav at den mad, der tilbydes på skolen, skal være et frokostmåltid.
Ved ansøgning til forsøget, skulle hver skole angive, om maden kunne produceres lokalt på skolen eller om den skulle leveres af en ekstern leverandør.
Læs også
- En weekend fyldt med fodboldsjov
- Disse sjællandske skoler er udvalgt til skolemadsordning
- Ny mulig medgerningsmand fængslet i Søborg-drab
I Gladsaxe Kommune ønsker fem følgende skoler at deltage i forsøget: Bagsværd, Enghavegård, Gladsaxe, Stengård og Vadgård Skole. Børne- og Kulturforvaltningen vurderede forud for ansøgningen, at alle fem skoler har eksisterende køkkenfaciliteter, der lever op til kravene om hel eller delvis lokalt produceret mad.
Forvaltningen vurderer, at de 53 kroner pr. elev pr. måltid, som skolerne tildeles i forsøget, er tilstrækkeligt til at dække udgifterne forbundet med ordningen, og at der derfor ikke vil være økonomiske udgifter for skolerne forbundet med forsøget.
Ansøgningen blev godkendt i Børne- og undervisningsudvalget den 20. maj 2025.
Fakta om forsøgsordningen med skolemad:
Begynder fra skoleåret 2025/2026 og løber frem til udgangen af 2028. Forsøget giver skolerne mulighed for at afprøve og udvikle konkrete metoder i frokostordningen og gælder både for folkeskoler og friskoler landet over.
Med i forsøget er der stillet krav om, at skolerne i løbet af efteråret og senest efter juleferien skal have afprøvet skolemad i enten indskolingen, mellemtrinnet eller i udskolingen.
Maden skal være sund og følge de officielle kostråd om mere grønt og fuldkorn, mindre kød og mælkeprodukter.
De fleste steder vil eleverne få frokost i skoletiden, uden at forældrene skal betale for det, mens det på 62 skoler vil koste 15 eller 25 kroner om dagen at melde sig til.
Omkring halvdelen af skolerne har en madordning i forvejen, hvor forældrene betaler.
Lodtrækningen er ifølge ministeriet sket under hensyntagen til blandt andet geografi og socioøkonomi.
I alt vil 26.300 elever få et måltid om dagen med ordningen, som træder i kraft efter sommerferien, og hvor skolerne senest til nytår skal have fået ordningen i gang.
Der er i alt afsat 854 millioner kroner til forsøgsordningen.