Forældre indkaldt til møde efter upassende adfærd fra medarbejder i SFO

Det vides dog endnu ikke præcis, hvordan medarbejderen har udvist upassende adfærd.

En alvorlig sag har ramt SFO Solhøjen, der hører under Rolloskolen i Faxe. Her har en ansat medarbejder udvist upassende adfærd, og derfor er forældrene blevet indkaldt til et orienteringsmøde.

Det skriver TV 2 Øst, som har fået hændelsen bekræftet af skoleleder Brian Venneberg.

- Vi har indkaldt forældrene til et møde i morgen (onsdag 28. maj, red.), fordi vi gerne vil informere om, at der har været upassende adfærd fra en medarbejder, fortæller Brian Venneberg til mediet.

Invitationen er sendt ud via Aula. Ifølge TV 2 Øst, som har fået indsigt i beskeden, har den upassende adfærd både fundet sted fysisk i selve SFOen og også på det sociale medie Snapchat.

Politiet inddraget

Skolelederen oplyser også til mediet, at Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi også er blevet inddraget i sagen. Mere ønsker han dog ikke at gå i detaljer, da det er en personalesag ifølge Brian Venneberg.

Det vides derfor endnu ikke, hvad medarbejderen helt præcis har gjort.

TV 2 Øst har også været i kontakt med politiet selv, som dog hverken ønsker at be- eller afkræfte, om de er blevet involveret i sagen.

Faxe Kommunes kriseberedskab er også blevet aktiveret, mens SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi, red) vil deltage i det kommende møde, hvor elevernes brug af de sociale medier blandt andet vil være på dagsordenen.

Sjællandske Nyheder forsøger at følge op på sagen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...