Man finder næppe noget mere selvbedragerisk i dette land end privilegerede mennesker, der hårdt insisterer på, at de er helt Netto-almindelige. I kølvandet på den danske Netflix-serie ”Reservatet” er debatten gået livligt på, hvorvidt dette stykke fiktion retvisende skildrer virkeligheden i både Gentofte, i au pair-miljøet og det rige Danmark. Det er i sig selv en absurd debat. Fiktion er netop fiktion.
- Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Men det virkelige maskefald er ikke seriens skildring af det omsorgsarbejde, de filippinske au pairs udfører i de danske rige familier. Det er reaktionen på seriens indhold. For det er åbenbart fortsat enormt tabulagt for mennesker med både pengepungen og indflydelsen i orden at sige højt, at de tilhører eliten. At de har mere end andre.
En af de mest ømskindede reaktioner kom fra Gentoftes borgmester, Michael Fenger, der har brugt et Facebook-opslag på at forklare, hvorfor man skal være stolt over at komme fra Gentofte. Nu hvor den fiktive serie har en så kritisk fremstilling af det nordsjællandske liv.
”Jeg kan bestemt genkende trangen til at udtrykke, at jeg er et ordentligt menneske på trods af, hvad mit postnummer i omverdens øjne måtte sige om mig,” skriver han, og fortsætter længere nede: ”Sandheden er nok, at de fleste mennesker i Danmark lever relativt almindelige middelklasseliv.”
Ja, de gør de fleste danskere. Med undtagelse af den politiske elite, Gentofte-borgmesteren selv tilhører.
Undtagen en god portion af de veluddannede og formuende mennesker, der bor i hans kommune. De lever ikke almindelige liv.
Alene i kraft af deres samfundsmæssige position og den indflydelse de har, står de et helt andet og mere privilegeret sted i tilværelsen end den almindelige dansker – en gruppe, borgmesteren tilsyneladende selv mener, at han tilhører.
Eliten handler også ind i den lokale Netto, hjælper til i foreningslivet eller skifter dækket på bilen.
Men de taler med en anden stemme, har et andet netværk og er med til at træffe andre, store beslutninger, der rækker ind i andre menneskers liv. Demokratisk har vi brug for en transparens omkring det.
Det ville klæde eliten at være ærlige. Om dem selv og deres magt. I stedet for uklædeligt at snobbe nedad og bede om en ufortjent medlidenhed.