Nedtællingen til den første luftballonfestival på og over dansk jord er i gang.
- Danmarks første luftballonfestival, Danish International Balloon Fiesta, afholdes i Ringsted fra 13.-17. august.
- Ægteparret Nanna og Niels Hvid Madsen, erfarne luftballonpiloter, står bag arrangementet.
- Festivalen forventer deltagelse af over 25 balloner og håber på op mod 40 fra hele verden.
- Ringsted Kommune støtter festivalen med 125.000 kroner til forskellige aktiviteter og markedsføring.
- Arrangørerne håber på over 10.000 tilskuere og planlægger at gøre festivalen til en tilbagevendende begivenhed.
Det vindstille forår har allerede budt på masser af dage, der har været ideelle til flyvning i luftballon, og selv om de seneste dage har budt på mere blæsende vejrforhold, så lover det godt for et helt særligt luftballon-år i Danmark.
Det bliver nemlig noget helt specielt, når Ringsted 13.-17. august danner rammen om første udgave af Danish International Balloon Fiesta.
- Jeg har længe drømt om at skabe en fiesta ligesom dem, man blandt andet kan opleve i Syd- og Mellemeuropa, fortæller Nanna Hvid Madsen, der er idekvinden bag fiestaen, som hun arrangerer sammen med sin mand Niels Hvid.
Flyvende ægtepar
Ægteparret er blandt de mest erfarne luftballonpiloter i Danmark, ligesom de begge har fløjet masser af timer i udlandet og deltaget i et hav af udenlandske ballonfiestaer og -mesterskaber.
Heldigvis har de oplevet stor opbakning fra andre ballonhold.
- Vi er oppe på mere end 25 tilmeldte balloner og har en forventning om yderligere tilmeldinger i løbet af de kommende uger, afslører Nanna Hvid Madsen.
Det bliver Ringsted Sportscenter, der bliver omdrejningspunktet for de festlige og farverige dage, hvor publikum kan komme helt tæt på luftballonerne, når de er på jorden.
- De tilmeldte balloner skal selvfølgelig også op at flyve. Fiestadagene byder på flyvninger i nærområdet morgen og aften, når vind og vejr tillader det, hvor publikum kan nyde det spektakulære syn af de mange farverige balloner svævende på himlen, fortæller arrangøren.
Tilbagevendende fiesta
I øjeblikket har ægteparret travlt med at få detaljerne omkring fiestaen på plads, så det bliver en stor oplevelse for både ballonhold og publikum.
- Der skal både være mad og drikke samt underholdning og oplevelser for store og små. Vi har rigtig travlt, fordi vi gerne vil skabe noget helt specielt med gratis adgang alle dage, fastslår Nanna H. Madsen.
Og selv om opgaverne til tider virker en smule uoverskuelige, så er det ambitionen, at Danish International Balloon Fiesta skal være en tilbagevendende begivenhed hvert andet år.
- I første omgang skal vi dog have styr på og afviklet premieren i 2025, hvor vi glæder os til den 13.-17. august i Ringsted. Så må vi se nærmere på fremtiden bagefter, slutter Nanna Hvid Madsen.
Læs også
Kommune støtter
Ringsted Kommune har bevilget 125.000 kroner til festivalen. 25.000 kroner til undervisningsaktiviteter på skoler, 75.000 kroner til Night Glow, som er et aftenarrangement, hvor 5-10 balloner vil stå og lyse op samt 25.000 kroner til markedsføring af kommunen.
Nanna Hvid Madsen har tidligere fortalt til Sjællandske Nyheder, at arrangørerne håber på mere end 10.000 tilskuere.
Ved samme lejlighed lød det, at ambitionen er, at op mod 40 luftballoner fra hele verden afvikler flyvninger og shows over Midtsjælland i forbindelse med fiestaen.
Store luftballonfiestaer med flere hundrede balloner er kendt flere steder i Europa, men Ringsted kommer til at huse den første af slagsen i Danmark.

