Torsdag 22. maj afholder Bakkeskolen i Gladsaxe sin årlige festdag for skolens elever og deres familier. Det er en særlig dag med aktiviteter, show og fællesskab – alt sammen med rammer tilpasset eleverne på skolen, skriver skolen selv i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Bakkeskolen er en specialskole for børn med blandt andet autisme-spektrum-forstyrrelser, der ligger bag Bagsværd Kirke i Bagsværd. Hvor andre forældre er vant til at indgå i fællesskaber og til arrangementer i for eksempel fodboldklubben og i deres børns klasser, er det en sjældenhed for mange af de familier, der har børn på Bakkeskolen. Derfor er sådan en dag vigtig, skriver skolen.
Bakkefestivalen bliver gentaget for andet år i træk og er en del af skolens initiativer til at skabe fællesskab på tværs af klasser og familier.