Furesø-boligejere fik gode råd om klimavenlige energiløsninger

Koncentrationen var dyb og spørgsmålene mange ved årets første informationsmøde om varmekilder udenfor fjernvarmeområder.

Koncentrationen var dyb og spørgsmålene mange ved årets første informationsmøde om varmekilder udenfor fjernvarmeområder.

Foto: Furesø Kommune

Der er stort klima- og energipotentiale i Furesøs boligmasse, og derfor var en række boligejere inviteret til informationsmøde den 28. april. Mødet havde fokus på mulighederne for at skifte til mere klimavenlige energikilder i områder uden fjernvarme. Det skriver Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

Rådgivere fra Spar Energi gav deltagerne konkrete råd om valg og installation af varmepumper. Blandt andet blev der henvist til Spar Energis varmepumpeliste, hvor man kan finde testede og støjsvage modeller, der egner sig til nordisk klima. Rådgiverne understregede vigtigheden af at lade fagfolk vurdere størrelsen på varmepumpen og anbefalede at benytte VE-godkendte installatører.

Boligejerne blev også orienteret om tilskudsordninger, herunder skrotningsordningen for oliefyr og energistyrelsens puljer til energirenovering.

Mødet var det første i en række arrangementer, der skal hjælpe forskellige boligtyper i Furesø med at finde den rette energiløsning. Ifølge kommunen er initiativet en del af indsatsen for at nå målet om CO2-neutralitet i 2030.

- Det er afgørende for, at vi kommer i mål med vores målsætning om at være CO2-neutral i 2030, at vi både klimarenoverer boligerne i Furesø og vælger klimavenlige energikilder i vores boliger, siger Lene Munch-Petersen (S), der er formand for Natur- og Klimaudvalget.

Nyt møde

Næste arrangement er rettet mod borgere med interesse i klimaaftryk fra dagligdagen, herunder mad og transport. Det foregår den 28. maj på rådhuset i Værløse.

- Det er vigtigt, at alle borgere får mulighed for at sætte sig ind i, hvordan de finder den klimavenlige energikilde, der passer bedste til dem. Om det skal være varmepumpe, jordvarme, solceller eller noget helt fjerde, er jo op til hver enkelt. Vi prøver at komme ud til alle borgere med målrettede møder om, hvordan den enkelte familie bedst kan reducere energiforbruget,  siger Øjvind Vilsholm (E), der er næstformand for Natur- og Klimaudvalget.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...