Danske underdogs fortsætter opturen i Thailand

William Kryger Boe og Christian Faust Kjær er sensationelt klar til semifinalen i Thailand Open. Her ses Christian Faust Kjær (til højre) ved sidste års Denmark Open, da han spillede sammen med Rasmus Espersen. (Arkivfoto).

William Kryger Boe og Christian Faust Kjær er sensationelt klar til semifinalen i Thailand Open. Her ses Christian Faust Kjær (til højre) ved sidste års Denmark Open, da han spillede sammen med Rasmus Espersen. (Arkivfoto).

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

William Kryger Boe og Christian Faust Kjær er ikke velkendte navne i toppen af badmintonverdenen, men efter flere flotte sejre er den danske herredouble klar til semifinalen i Super 500-turneringen Thailand Open.

Fredag spillede duoen, der blot ligger nummer 75 på verdensranglisten, sig videre fra kvartfinalen efter en sejr på 21-18, 21-14 over tvillingerne Lee Fang-jen og Lee Fang-chih fra Taiwan, der ligger nummer 23 i verden.

Dermed red de undertippede danskere videre på bølgen fra den sensationelle sejr torsdag, hvor verdens nummer syv, Man Wei Chong og Tee Kai Wun fra Malaysia, blev besejret i tre sæt.

I fredagens kvartfinalesejr åbnede danskerne forrygende og kom hurtigt foran 7-1 i første sæt.

Taiwanerne arbejdede sig dog langsomt tilbage i sættet og var tættest på ved 15-16, men derfra strammede danskerne igen grebet og slog til på den første sætbold.

Andet sæt åbnede jævnbyrdigt, hvor føringen skiftede flere gange, inden den danske double bagud 6-7 vandt seks af de efterfølgende syv bolde.

Det kom tvillingerne aldrig tilbage fra, og ved første mulighed spillede danskerne sig i semifinalen efter at have vundet kampens fem sidste bolde.

I lørdagens semifinale venter den stærke indonesiske double med Fajar Alfian og Muhammad Ardianto, der ligger nummer fire i verden.

Tidligere fredag røg den danske herresingle Rasmus Gemke ud, da han tabte i tre sæt, 21-15, 12-21, 11-21, til Loh Kean Yew fra Singapore.

Anders Antonsen havde derimod mere succes i sin kvartfinale. Danskeren vandt i to sæt, 21-8, 21-18, over Jeon Hyeok-jin fra Sydkorea.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...