Martin Retov bliver ny cheftræner i fodboldklubben Hvidovre IF.
Det bekræfter klubben over for Viaplay.
Sjællandske Nyheder erfarer det samme og erfarer ligeledes, at der er tale om en treårig aftale.
Nyheden er også allerede nået ud til klubbens fanmiljø, da den sjællandske fodboldklub ved en fejl kom til at breake nyheden i deres app, som klubbens fans kan følge med i.
Efterfølgende blev nyheden dog hurtigt fjernet igen og slettet fra appen.
Martin Retov selv ser frem til den kommende tid, der venter i 1. divisionsklubben.
- Det føles virkelig skønt. Det har været et kort, intenst forløb, men jeg er virkelig glad i dag. Det er en fantastisk klub, jeg er kommet til herude på Vestegnen, og jeg ser virkelig meget frem til kommende forløb, fortæller han til Viaplay og tilføjer:
- Hvidovre er en klub som skal spille med i toppen af 1. division, og der er en masse at bygge på her. Det er et hold, som skal bygges op over de næste par sæsoner for at komme op i Superligaen igen.
Martin Retov bekræfter selv overfor mediet, at han har fået papirer på en treårig aftale - præcis, som Sjællandske Nyheder har erfaret.