DGI Nordsjælland fik onsdag aften styr på, hvem der skal være foreningens formand de næste to år- og det er et særdeles bekendt navn.
- Per Frost Henriksen er genvalgt som formand for DGI Nordsjælland for yderligere to år.
- Henriksen udtrykker stolthed over at lede en engageret bestyrelse og direktør.
- Han fremhæver vigtigheden af foreningslivet for fællesskab og trivsel i Danmark.
- Nordsjælland har nu 601 idrætsforeninger med 179.286 medlemmer.
- Henriksen har været formand siden 2007 og er også aktiv i lokalpolitik for Socialdemokratiet.
Det er nemlig den hidtidige formand Per Frost Henriksen, der fortsætter i formandsstolen to år mere. Det bekræfter han selv på sin Facebook-profil.
- Det er et stort privilegie at være formand for en så sej og dygtig bestyrelse og samarbejde med en dygtig direktør, der har et engageret hold af medarbejdere bag sig. Der er mere end nogensinde brug for foreninger og foreningsliv. For at skabe fællesskab og samvær. Det binder Danmark sammen, skriver Per Frost Henriksen blandt andet i opslaget, hvor han fortsætter:
- Jeg er foreningsmand helt ind i hjertet og færdes overalt, hvor jeg kan finde et fællesskab, stort eller småt. Være med til at skabe trivsel, og så følger jeg familiens idrætsliv, så meget jeg kan nå. Jeg nyder også selv foreningslivet og har stadig frivillige hverv i flere foreninger lokalt. Jeg mener, det er rimeligt, at jeg betaler lidt tilbage for alle de uforglemmelige oplevelser, jeg har haft igennem idræt, skriver han.
Per Frost Henriksen kan samtidig glæde sig over et rekordhøjt antal idrætsforeninger i Nordsjælland, der nu tæller 601 foreninger med 179.286 medlemmer.
- Årets medlemstal bakker os op i tanken om, at foreningslivet er stedet, hvor børn og unge får plads til at blomstre, hvor frivillige kræfter og fællesskab danner rammen om trivsel, lyder det fra den genvalgte formand.
Han startede som formand i 2007 og vil altså om to år have været formand for DGI Nordsjælland i 20 år.
Per Frost Henriksen sidder også i byrådet for Socialdemokratiet, hvor han er partiets gruppeformand samt formand Børne- og Skoleudvalget.