En fredag formiddag i maj blev motionsløbere, ryttere og andre besøgende i Jægersborg Dyrehave vidne til en invasion af personer medbringende kikkerter, teleskoper og langlinsede kameraer, ja selv parabolantenner og andet udstyr til lydoptagelse blev med stor hast båret til en lysning halvvejs mellem Røde Port og Eremitagesletten.

For uindviede var det vanskeligt at se, hvad postyret skyldtes, dog lød der på stedet nogle lyse toner, nærmest som en ivrigt gentagen remse af "svi-svi-svi-svi-svi-svi". Uden kikkert var det næsten umuligt at få øje på lydens frembringer, en lille fugl på kun 10-12 centimeters længde fra næb til halespids, der rastløst flaksede frem og tilbage mellem blade og kviste i bøge- og egetræerne. Hvis man spurgte en af de tilstedeværende, blev der svaret "bjergløvsanger".

Bjergløvsangeren er lidt mindre end vor almindeligt forekommende løvsanger, har grønligbrun ryg og nærmest silkehvid underside, lyst hoved og mørkebrune ben. Den tilbringer vinteren i tropisk Vestafrika, trækker om foråret til Sydeuropa og kan i yngletiden især træffes i bjergområder som Pyrenæerne.

Der findes ligeledes ynglepar i Sydtyskland og dele af Frankrig, hvor den også kan finde på at slå sig ned i lavlandsområder. Som andre beslægtede sangere bygger den en kugleformet rede af græs og visne blade direkte på jorden, gerne under nedfaldne grene, og lever hovedsageligt af insekter, der fanges på kviste og grene i både løv- og nåletræer.

Hannens sang tjener både til at markere dens territorium og tiltrække en mage. Det mest sandsynlige er dog, at de nærmeste hunner såvel som konkurrerende hanner opholder sig meget langt borte, måske mange hundrede kilometer sydpå. 

Bjergløvsangerhannen i Dyrehaven er sikkert nået frem til vore breddegrader af vanvare, båret frem af varme luftstrømme eller andre atmosfæriske forhold. Den er før kun observeret i Danmark en halv snes gange og har som regel kun opholdt sig en enkelt dag eller to på fundstedet - altid resulterende i stor interesse blandt fuglekiggere.