Sjællands 25 største byer - forskydning i toppen

Årets befolkningstal fra Danmarks Statistik viser, at de fleste store byer i regionen vokser. Men kun en by er sprunget to pladser frem på listen over de 25 største byer, og den kommer nok til at have fart på de kommende år.

Årets befolkningstal fra Danmarks Statistik viser, at de fleste store byer i regionen vokser. Men kun en by er sprunget to pladser frem på listen over de 25 største byer, og den kommer nok til at have fart på de kommende år.

Foto: Britt Nielsen

Hvor bosætter sjællænderne sig? Det er Danmarks Statistik netop kommet med nye tal for per 1. januar 2025. Og der er mange forskydninger på listen over Region Sjællands 25 største byer.

Med på listen har vi også taget en stribe "boblere", så alle byer med over 4000 indbyggere er med på listen, og den liste er faktisk vokset fra 33 til 34 byer. Ny på listen og ind som nummer 34 er Tølløse, som har sneget sig over 4000 indbyggere for første gang.

Blandt top 25 har seks byer mistet indbyggere. Mest bemærkelsesværdigt er nok, at regionens fjerdestørste by, Køge, har mistet indbyggere. Køge er skrumpet med 141 beboere. Men også Ringsted er gået tilbage, efter at byen i sidste års opgørelse var årets højdespringer.

De andre byer i top 25, som har mistet indbyggere, er Korsør, Nakskov, Maribo og Fensmark.

Ser man på byer, som har flyttet sig meget på top 25, er der kun en by, som er gået mere end en plads frem. Det er Viby. Byen er Roskilde Kommunes store udviklingsområde, og det begynder nu at vise sig. Viby er vokset med 232 beboere, nok til at hoppe fra nummer 23 på listen til nummer 21.

Blandt de mindre byer på listen springer yderligere to i øjnene. Det er Hvalsø, som kan mønstre hele 290 nye beboere, og Borup, som har fået 205 nye beboere.

Eneste by på listen, som er faldet to placeringer, er Nykøbing Sjælland. De to placeringer dækker pudsigt nok over, at Nykøbing Sjælland har haft en befolkningstilvækst - ikke et fald - på svimlende én indbygger.

I top 25 er det kun Borup, Viby og Greve Strand, som er gået pladser op ad listen. Greve Strand kan samtidig mønstre regionens største befolkningstilvækst i faktiske tal. Byen er vokset suverænt mest med 1201 nye indbyggere. 

Nummer to på listen over vækst i faktiske tal er Slagelse, som har fået 773 nye indbyggere. Befolkningstilvæksten i Greve Strand gør samtidig, at den fortrænger Næstved som regionens næststørste by. Næstved er nu nummer tre på listen.

Vordingborg og Nakskov er de to byer i top 25, som er skrumpet mest. Vordingborg har mistet 304 indbyggere, Nakskov 245. Det gør også de to byer til dem, der procentmæssigt har været mest på skrump det seneste år.

De to største byer på Sjælland, som ikke er hovedby i deres respektive kommuner, er Korsør, hvor Slagelse er kommunens største by, og Jyllinge, som trods mere end 10.000 indbyggere, er langt efter Roskilde.

Ser man på listens nu ni boblere, er der en tendens til, at disse byer er på skrump. Fem af dem har mistet indbyggere det seneste år. Sidste år pegede pilen nedad for tre ud af otte "boblere".

Indbyggertal i Region Sjællands største byer, per. 1. januar 2025

1. Roskilde: 53.354 (+380)

2. Greve Strand: 45.883 (+1201)

3. Næstved: 45.199 (+100)

4. Køge: 38.506 (-141)

5. Slagelse: 35.817 (+773)

6. Holbæk: 30.903 (+400)

7. Ringsted: 24.094 (-94)

8. Solrød Strand: 17.951 (+6)

9. Nykøbing F: 16.682 (+46)

10. Kalundborg: 16.659 (+101)

11.Korsør: 14.323 (-19)

12.Haslev: 12.634 (+146)

13. Nakskov: 12.200 (-245)

14. Vordingborg: 12.093 (-304)

15. Jyllinge: 10.801 (+20)

16. Sorø: 8433 (+33)

17. Skælskør: 6304 (+6)

18. Maribo: 5786 (-41)

19. Tune: 5609 (+92)

20. Fensmark: 5190 (-3)

21. Viby Sj: 5113 (+232)

22. Strøby Egede: 5108 (+32)

23. Borup: 5049 (+205)

24. Nykøbing Sj.: 5016 (+1)

25. Hvalsø: 4877 (+290)

______________________

26. Havdrup: 4529 (+105)

27. Sakskøbing: 4514 (-42)

28. Høng: 4304 (-34)

29. Jyderup: 4300 (-24)

30. Svogerslev: 4273 (-4)

31. Frederiksberg (v. Sorø): 4183 (+130)

32. Faxe: 4139 (-54)

33. Dianalund: 4111 (+18)

34. Tølløse: 4007 (+93)

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...