Artigeardit udvælger årets Orange Donation

Overskuddet fra Roskilde Festival går til initiativer, der styrker humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde i både Danmark og udlandet.

Overskuddet fra Roskilde Festival går til initiativer, der styrker humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde i både Danmark og udlandet.

Foto: Roskilde Festival

Alt overskud fra Roskilde Festival doneres hvert år til initiativer, der styrker børn og unges muligheder, drømme og håb. Donationerne går til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde i både Danmark og udlandet. Og én udloddes i samarbejde med en musiker, der skal spille på sommerens festival: Orange Donation.

I år har festivalen valgt at uddele en Orange Donation sammen med Artigeardit, der har peget på Dansk Røde Kors' samarbejde med Palæstinensisk Røde Halvmåne, som er en del af Internationalt Røde Kors.

Donationen på 500.000 kroner går til nødhjælpsarbejdet for civile i Gaza med særligt fokus på at skabe trygge rum for de børn og unge, der befinder sig i en akut humanitær krise.

- Jeg har valgt at støtte Palæstinensisk Røde Halvmåne, fordi de er midt i katastrofen og hjælper dér, hvor nøden er størst. Hvis vi bare kan være med til at ændre nogle få liv, så føler jeg, at det er et godt og vigtigt arbejde, siger Artigeardit i en pressemeddelelse fra Roskilde Festival.  

Palæstinensisk Røde Halvmåne er en humanitær, politisk neutral og uafhængig organisation og en del af den internationale Røde Kors-bevægelse. De arbejder under ekstremt vanskelige forhold på Vestbredden, herunder Østjerusalem og Gaza-striben, hvor de blandt andet er til stede med sundhedsklinikker, hospitaler, ambulancetjeneste og psykosocial støtte til civile - herunder børn.

- Donationen fra Roskilde Festival gør det muligt for os at fortsætte arbejdet med at skabe trygge rum for børn i Gaza - steder hvor de kan lege, få et måltid og bare få lov at være børn et øjeblik midt i krigen. Det gør en verden til forskel, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, i samme pressemeddelelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...