Fra ildsjæle til professionelle: HØJ Elitehåndbold er rykket helt til tops

På bare ti år har HØJ Elitehåndbold opnået det, de fleste troede var umuligt. Med både dame- og herrehold i landets bedste liga er klubben i dag en markant aktør i dansk tophåndbold – skabt med lokale rødder og båret frem af vilje, værdier og vedholdenhed.

Foto: Thomas Tvilling

Da en gruppe håndboldentusiaster i Ølstykke og Jyllinge for 10 år siden besluttede sig for at satse stort og stifte HØJ Elitehåndbold ApS, var ambitionen lige så klar, som den var dristig: At få både et dame- og et herrehold op i den bedste danske håndboldrække. Det er en bedrift, ingen andre klubber i Danmark har formået, men i 2025 blev drømmen en realitet.

"Det er lidt surrealistisk, at vi nu sidder i møder med nogle af verdens største klubber og spillere, når vi tænker på, hvor vi startede. Men det er også enormt motiverende," siger Lars Vinther, der er administrerende direktør og har været med siden begyndelsen.

Foto: Thomas Tvilling

Eliteprojekt med lokale rødder

HØJ Elite er i dag en professionel organisation med 36 kontraktspillere og et voksende administrativt setup, men båndet til moderklubben og det lokale foreningsliv er stadig stærkt. Det er en central del af klubbens identitet, forklarer Helle Rasmussen, formand i HØJ Elite.

"Vi har bevidst valgt at vokse organisk og successivt lægge lag på, for at bevare den særlige ånd, der er i klubben. Mange af de samme mennesker, der var med fra starten, er her stadig. Det føles næsten som en familie."

Den tætte relation mellem elite og bredde betyder også, at sponsorer i HØJ Elite støtter mere end to tophold. De bidrager til hele det lokale håndboldfællesskab og til en talentudvikling, der allerede nu bærer frugt.

Attraktiv arbejdsplads i global håndboldverden

HØJ Elite har gjort sig bemærket internationalt – ikke bare på grund af de sportslige resultater, men også på grund af klubbens menneskelige tilgang. Work-life balance er en værdi, som gør klubben attraktiv for topspillere fra hele verden.

"Vi kan tiltrække profiler, fordi vi tilbyder noget andet end de udenlandske storklubber – vi tilbyder balance og mening i hverdagen. Det er en styrke, når vi forhandler med nogle af verdens bedste," fortæller Lars Vinther.

Det strategiske fokus på branding og rekruttering har bragt profiler som Bo Spellerberg og Hans Lindberg til klubben, og de internationale ambitioner afspejles også i kontakten med storklubber som FC Barcelona og PSG.

Foto: Thomas Tvilling

Ny arena med større potentiale

Begge førstehold er nu i Herreligaen og Kvindeligaen, og det stiller helt nye krav til kapacitet, faciliteter og tv-produktion. En ny hjemmebane er derfor i støbeskeen – men først klar i 2027/2028. Indtil da arbejder klubben på en midlertidig løsning i samarbejde med Roskilde Kommune.

"Det er en naturlig udvikling. Når man spiller i den bedste række, er det ikke kun på banen, man skal løfte niveauet – det gælder hele setup’et. Men det skaber også en platform, hvor vi kan give endnu mere tilbage til vores sponsorer," siger Helle Rasmussen.

Et stærkt fællesskab for erhvervslivet

HØJ Elite har fra starten haft en tæt relation til det lokale erhvervsliv. Mange sponsorer har været med hele vejen og er med til at sikre klubbens udvikling.

"Vi tilbyder ikke bare logoplacering. Vi skaber relationer gennem fælles oplevelser. Sponsorerne bliver en del af fællesskabet, de inviteres til events, middage og netværk, og de er med til at gøre en reel forskel – også for ungdommen i foreningen," siger Helle Rasmussen.

I takt med den sportslige succes har klubben nu også tiltrukket større, nationale sponsorer. Men fundamentet forbliver det samme: et stærkt lokalt engagement og en klub med hjerte og ambitioner.

HØJ Elitehåndbold

• Stærk forankring: Tæt samarbejde med moderklubben HØJ Håndboldfællesskabet Ølstykke-Jyllinge.
• Organisk vækst: Klubben er bygget op uden store eksterne investorer, med fokus på lokal forankring og langsigtet udvikling.
• Attraktiv sponsorplatform: Muligheder for lokale, regionale og nationale sponsorater – herunder hospitality-arrangementer i forbindelse med kampene.
• Tæt på talenterne: Talentudvikling og foreningsliv er en integreret del af klubkulturen.

www.hojelitehaandbold.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...