Tølløse-drengen Mads Pedersen vandt søndag 3. etape af Giro d'Italia og snuppede dermed karrierens 52. sejr. Dermed er han nu den mest vindende danske cykelrytter gennem tiden - men det vil være en meget letkøbt og doven konklusion at sige, at dét alene gør ham til Danmarks største cykelrytter nogensinde. Der skal mere til.
For hvordan måler man "storhed"? - et begreb, der er lidt som elastik i metermål. I cykelsportsmæssig forstand dækker udtrykket for mig over de præstationer og de ryttere, der efterlader mig med åben mund og polypper - og et vantro blik i øjnene.
Sådan en rytter er Mads Pedersen - eller sagt på en anden måde: Sådan en rytter er Mads Pedersen blevet. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i flere år som seer og cykelelsker ofte var frustreret over Mads' præstationer. Eller i hvert fald på hans mangel på et stabilt højt bundniveau.
Tag 2019 som eksempel: Efter at være blevet nummer to i Flandern Rundt året før, faldt Mads fuldstændig igennem i brostensklassikerne i 2019 og sluttede ikke bedre end nummer 33 i et eneste af dem. Og hvad skete der så i slutningen af året? Ja, der blev han såmænd verdensmester - helt og aldeles ud af det blå!
I 2020 - coronaåret - var de fleste store cykelløb enten udsat eller aflyst. Men i de to første forårsklassikere, der nåede at blive kørt inden nedlukningen, blev Pedersen nummer 66 og 78 - iført regnbuetrøjen. Av.
I efteråret vandt han så lige pludselig klassikeren Gent-Wevelgem, inden han ugen efter automatisk var én af favoritterne i Flandern Rundt. Resultat: En 59. plads...
Alt dette for at sige, at midtsjællænderen i mange år var en ualmindeligt svingende rytter - noget som blandt andre Rolf Sørensen har udtalt frustrerede ham grænseløst. Mange danske cykelfans har garanteret haft det på samme måde.
Men siden 2022 har "Mads P" været en decideret maskine. Han har tidligere sagt, at han op til dén sæson fik kritik fra ledelsen på holdet (dengang Trek-Segafredo) for ikke altid at være seriøs nok ned til mindste detalje. Og den interne kritik har virket som decideret brand på bålet:
Siden dengang har Mads været "Mr. Stabil" i stort set hvert eneste løb, han har stillet op i. Én ting er, at han i de tre år og tre måneder, der er gået siden starten af 2022-sæsonen har vundet vilde 33 (!) sejre. Noget andet er, at han aldrig nogensinde længere falder igennem.
Podiepladser i cykelsportens monumenter som Paris-Roubaix og Flandern Rundt er blevet normalen for Mads Pedersen, ligesom han nu også er oppe på hele otte etapesejre i Grand Tours: To i Tour de France, tre i Vueltaen og nu tre i Giro d'Italia. For ikke at tale om nu tre sejre i brostensklassikeren Gent-Wevelgem.
Sådan kunne man blive ved, men det største ved Tølløse-drengen er ikke sejrene i sig selv - men måden han vinder dem på. Ja, i det hele taget måden han kører cykelløb på. I forhold til andre store danske stjerne har han mere kant, han har større mod og han er ikke bange for at tabe - nogensinde.
I sin seneste af de tre sejre i netop Gent-Wevelgem kørte han solo i 56 kilometer og vandt i ensom majestæt, han vinder etaper med 3000 højdemeter og han høster pointtrøjer i øst og vest.
Mads Pedersen er blevet en kæmpe stjerne, det står efterhånden klart for de fleste, men hvad med Jonas Vingegaard? Den eneste rytter, der har været i stand til at besejre fænomenet Tadej Pogacar i Tour de France - og så endda to gange.
Hvordan kan han ikke være en større rytter end Mads P? Det er naturligvis et spørgsmål om religion, og dybest set også lidt som at sammenligne æbler og pærer. Den ene er en fjerlet bjergrytter og den anden er en stor og robust brostensbetvinger.
Men for mig - og mange andre cykelfans - er der noget lidt for forudsigeligt over Jonas Vingegaards tilgang til sporten. Alt handler om Tour de France for ham, og groft sagt er alle andre løb han kører kun at betragte som opvarmning til Tour'en.
Han kører ingen éndagsløb, han har (frivilligt) ikke optrådt for landsholdet siden han var U23-rytter, og i det hele taget er han lidt typen, der gemmer sig væk i store dele af sæsonen.
Mads Pedersen, til gengæld, kører løb fra februar til oktober og kører med om sejrene i dem alle. Og som leder er han ekstremt tydelig i sin kommunikation og i sin ageren i feltet - modsat den mere sky og forsigtige bjergrytter.
Alle disse faktorer lagt sammen gør for mig Mads Pedersen til Danmarks største cykelrytter nogensinde.
I hvert fald lige indtil Jonas Vingegaard til sommer vinder Tour de France for tredje gang...
Kasper Nørgaard Hansen er sportsjournalist hos Sjællandske Nyheder og tidligere licensrytter.