Alle børn fortjener en god barndom – også børn med særlige behov

Tina Holkmann Gerling, leder af Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm, vil gerne være med til at sikre, at foreningslivet er klædt på til at takle opgaven med at hjælpe børn med særlige behov.

Tina Holkmann Gerling, leder af Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm, vil gerne være med til at sikre, at foreningslivet er klædt på til at takle opgaven med at hjælpe børn med særlige behov.

Foto: PR

I en tid, hvor fællesskab og inklusion er et tema i debatten, er det vigtigt, at vi ikke glemmer dem, som ofte står udenfor. 

Børn med særlige behov har lige så meget ret til en tryg, sjov og udviklende barndom som alle andre børn. Det er ikke blot en opgave for familierne, skolerne eller kommunerne - det er en fælles opgave for os alle.

I mange år har foreningslivet været en hjørnesten i vores samfund. Det er her, børn møder nye venner, lærer at samarbejde, overvinder udfordringer og udvikler sig som mennesker. Men hvis vi skal være ærlige, så er der stadig for mange børn, der ikke føler, at de passer helt ind i disse fællesskaber.

Kræver nytænkning

For børn med særlige behov er barriererne ofte både synlige og usynlige - og det kræver nytænkning at nedbryde dem.

Vi må gentænke vores tilgang. Det handler ikke kun om at åbne døren, men også om at sikre, at foreningslivet er klædt på til at takle opgaven. Det er en ny opgave som både kræver ny viden og flere ressourcer. 

Foreninger som Stjernerne og Autismeforeningen viser vejen - men det er ikke nok, at enkelte organisationer går forrest. Vi har alle et ansvar, og vi kan lærer af hinanden, hvis vi arbejder sammen. 

Det kræver, at foreningerne udvikler nye tilbud og organiserer sig på nye måder. At vi som samfund prioriterer at finde flere frivillige ressourcer, og at vi tør gentænke, hvordan vi samarbejder på tværs.

Læs også

 

Brobyggere

Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm ønsker at være brobyggere i denne proces. Vi vil gerne støtte og hjælpe foreninger i at udvikle tilbud, der kan rumme børn med særlige behov. For det er muligt – men det kræver vilje, viden og mod til forandring. 

Vi vil også gerne udvikle egne tilbud. Det betyder noget, om familien ved, at deres barn kan være med på lige fod med andre - også selvom det kræver lidt ekstra støtte. Og det betyder noget, at søskende ser, at der er plads til forskellighed.

Når ét barn har særlige behov, er det ikke kun barnet, der bliver påvirket - det er hele familien. Det betyder noget, om en familie føler sig alene i sine bekymringer, eller om de er en del af et netværk. 

Selvhjælpsgrupper er én metode, men vi har brug for flere. Vi har brug for både fysiske og digitale fællesskaber. Ikke alle familier har overskuddet til at møde op hver uge - men alle familier har brug for støtte og samhørighed.

Læs også

 

Lad os stå sammen

En barndom med trygge fællesskaber og meningsfulde relationer skaber grobund for et godt liv - uanset hvilke udfordringer man måtte have. 

Så lad os stå sammen om at sikre, at også børn med særlige behov får muligheden for at blomstre. 

Ikke kun i særlig klubber for særlige børn - men også som en naturlig del af vores fællesskab.

Læs også

Ugens politiske klumme

Frem mod kommunalvalget i Hørsholm skiftes partier og politiske gruppeformænd i kommunalbestyrelse til at skrive.

I den politiske klumme får politikerne mulighed for at dele deres tanker og refleksioner om vores lokalområde og med egne ord fortælle om aktuelle, lokale og væsentlige dagsordener.

Klummen er alene udtryk for afsenderens holdning.

Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til horsholm@sn.dk (maks. 350 ord)

Kilde: Redaktionen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...