Til efteråret træder den populære danske duo Hush ind i Klostermarkskirkens stemningsfulde mørke og spiller helt akustisk.
Koncerten holdes lørdag den 1. november kl. 20, så der er god tid til at finde plads i kalenderen. Og billetterne er sat til salg på www.yourticket.dk.
Plads til fordybelse
- Vi har valgt at sige ja tak til en invitation fra Musikforeningen Roxy Ringsted til at spille i det helt særlige rum som kirken er. Der er en fordybelse og eftertænksomhed, som rammer dig, lige så snart du træder over dørtærsklen, og jeg glæder mig til at folde sangene og historierne ud her, fortæller forsanger i Hush Dorthe Gerlach i en pressemeddelelse.
Det har været et hæsblæsende halvandet år for duoen. De har fejret deres 20-års jubilæum, både i de glamourøse koncertsale og i de små musikforeninger, hvor de startede i sin tid.
Og senest har de turneret land og rige rundt med deres nye album 'Fading Into Golden', der viser nye dybder i deres særegne countrypopunivers.