Hjortholm er et børne- og ungehjem med internt specialundervisningstilbud

”Børn og unge ér ikke problemet”, ”al adfærd er kommunikation” og ”børn og unge opfører sig ordentligt, hvis de kan.” Det er nogle af de faglige overbevisninger på Hjortholm, hvor relationen mellem børn og unge og de voksne er i centrum – og det giver markante resultater

Hjortholm bliver stadig ofte omtalt som en kostskole, men det afspejler ikke længere den komplekse og helhedsorienterede indsats, man møder, når man kører ned ad den flotte allé og træder ind på institutionen, der ligger mellem Slagelse og Næstved, omgivet af grøn natur.

“I dag er navnet bare Hjortholm, for vi er ikke en kostskole,” siger Michella Rasmussen, der har arbejdet på skolen i 10 år – de seneste fem som forstander. Og hun uddyber.

“Vi er sat i verden for at skabe trivsel for nogle af de mest udsatte børn og unge, både fagligt og menneskeligt. Mange visiteres hertil, fordi deres udvikling er i fare, og vores opgave er at skabe et trygt rum for deres personlige, sociale og faglige vækst.”

Hjortholm har knap 100 ansatte fordelt i bo-grupper, søskendehuse, Weekendhotel og specialundervisningstilbuddet, der også indskriver dagelever, som bor hjemme eller i plejefamilier.

Et nyt børnesyn i specialundervisningen

På Hjortholm består ca. 85 procent af eleverne folkeskolens afgangseksamen. Det er langt over, hvad man traditionelt forbinder med elever, der er anbragt uden for hjemmet.

Succesen kan ifølge Michella Rasmussen især tilskrives den interne skole på Hjortholm, som de seneste år har ændret tilgangen til eleverne – ikke mindst til undervisningen. Tidligere blev der arbejdet ud fra en konsekvenspædagogisk tilgang, hvor grænser og regler var i fokus. I dag er målet ikke blot at stoppe dårlig adfærd – det er at forstå den.

“Hvis en elev fx kaster med en stol, spørger vi ikke, hvad der er galt. Vi spørger, hvad der er hændt. Det er en lille sproglig forskel, men den gør en stor forskel i praksis. Vores tilgang er nysgerrig, og vi ser elevernes adfærd som kommunikation. Det er herigennem, vi kan forstå dem og hjælpe,” siger hun.

Undervisningen på Hjortholm er mere legende og projektorienteret end konventionel undervisning, og der bliver arbejdet aktivt med at skabe trygge læringsmiljøer, der pirrer nysgerrighed og lyst til at lære. Der er typisk syv elever i en klasse med 3-4 lærere, hvilket gør det muligt at møde hver enkelt elev i øjenhøjde.

“Det betyder, at vi ikke længere står over for eleverne som autoriteter. Vi er i et samspil. Vi forsøger at forstå, hvad de kommer med, hvilken læringsprocessering de har, og hvordan vi bedst hjælper dem videre,” siger Michella Rasmussen og uddyber.

“Når de føler sig trygge og mødt, tør de åbne sig, og så sker udviklingen.”

Naturen skaber unikke rammer

Hjortholm ligger midt i naturen, hvilket integreres og benyttes aktivt i det pædagogiske og undervisningsmæssige arbejde. Det giver nemlig børn og unge ro og plads, og det giver mulighed for at trække sig, når de har brug for det.

“Naturen og det fysiske rum er en vigtig del af vores læringsmiljø. Det handler ikke om at presse undervisningen ned over hovedet på eleverne, men om at skabe rammer, hvor de kan lære. Det gør en verden til forskel, hvordan man går til opgaven.”

Den tilgang bærer frugt – både i form af højere faglige resultater, færre konflikter og større selvværd hos eleverne.

“Vi oplever, at mange børn og unge opdager et potentiale, de ikke vidste, de havde. Det er en stor gave at være med til at folde det ud, og det er meget belønnende at se elevernes egne aha-oplevelser over at opdage evner, de ikke vidste, de havde," fortæller Michella Rasmussen.

Hjortholm som professionel aktør

Hjortholm er ikke blot et socialpædagogisk tilbud, men også en professionel aktør og virksomhed i Næstved Kommune med knap 100 ansatte. Den organisatoriske opbygning bygger på en flad struktur, hvor opgaver, tværfaglige kompetencer og tiltag vægtes højere end titler. Et samlet ledelsesteam sikrer koordinerede indsatser på tværs af afdelingerne, og tilgangen gør det muligt at arbejde løsningsorienteret med stor fleksibilitet. Hjortholm har i de seneste år oplevet en markant vækst og udvider løbende kapaciteten – både på skoleområdet og i døgnregi – i takt med efterspørgslen. Som arbejdsplads og samarbejdspartner er Hjortholm drevet af et stærkt værdisæt og et mål om at gøre en konkret forskel for børn, unge og deres familier.

Et trygt hjem for søskende

Søskendehuset på Hjortholm er et helt særligt tilbud til anbragte børn og unge, hvor det er muligt at bevare og styrke søskenderelationer i trygge, forudsigelige og strukturerede rammer. Søskendeflokke bor sammen i hjemlige omgivelser med støtte fra faste, genkendelige voksne. Det giver både nærhed og kontinuitet i en ellers svær livssituation. Opholdene tilrettelægges med udgangspunkt i hele familiens ressourcer, og erfaringerne viser, at denne model kan have en forebyggende effekt. I flere tilfælde har Hjortholm været med til at sikre, at familier over tid er overgået til mindre indgribende foranstaltninger. Søskendehuset er ikke kun en bolig, men en socialpædagogisk ramme, hvor relationer og tryghed bliver et konkret udgangspunkt for udvikling – både individuelt og i fællesskab.

Faglighed med hjertet på rette sted

På Hjortholm går høj faglighed hånd i hånd med et børnesyn, der tager udgangspunkt i nysgerrighed, anerkendelse og relationer. Medarbejderne kommer med forskellige faglige baggrunde, men fælles for dem alle er, at de arbejder ud fra neuropsykologiske, tilknytningsteoretiske og systemiske metoder. Fokus ligger på at møde børn og unge dér, hvor de er og at støtte dem til at bevæge sig i retning af trivsel og udvikling. Hverdagen i bo-grupperne er præget af genkendelige voksne, velkendte rutiner og et miljø fyldt med omsorg, nærvær og samvær. Hjortholm har et stærkt omdømme, både som arbejdsplads og fagligt miljø, og det mærkes i evnen til at tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere. Relationerne – både mellem medarbejdere og børn – er et bærende element i det samlede pædagogiske arbejde.

Skolen tilpasser sig til læringsopgaven

Skolen på Hjortholm har udviklet sig markant de seneste år og fungerer i dag som et stærkt specialundervisningstilbud for børn og unge fra både institutionen og dagelever fra nærområdets kommuner. Undervisningen henvender sig til 1.–10. klassetrin og foregår i små, overskuelige læringsmiljøer, hvor relationer og struktur er i fokus. Eleverne bliver mødt med en praksisnær og eksperimenterende tilgang til læring, og der lægges vægt på at tage udgangspunkt i den enkeltes styrker og potentialer. Med stigende skolevægring og udfordringer med inklusion i folkeskolen ønsker Hjortholm at udvide samarbejdet med flere kommuner. Hjortholm kan bidrage med både konkret undervisning og praksisviden om, hvordan man kan få børn og unge tilbage i trivsel gennem målrettede forløb. Målet er klart: at give dem en skolegang, de tror på og kan lykkes i.

Børne- og Ungehjem Hjortholm S/I

•  Næstved Landevej 20, 4250 Fuglebjerg
•  Telefonnummer: 30 10 07 00
•  Hjemmeside: www.hjortholm.nu
•  Find os på LinkedIn

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...