Hvad sker der, hvis man prøver at tage ansvaret væk fra kommunen og give folk ude lokalt mulighed for selv at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Det spørgsmål har drevet et nyt forsøg, hvor politikerne i Vordingborg Kommune er blevet enige om at afsætte 500.000 kroner til borgerbudgetter – midler, som folk i to udvalgte lokalområder kunne få lov til på demokratisk vis selv at fordele.
- Vordingborg Kommune har afsat 500.000 kroner til borgerbudgetter i to lokalområder, hvor borgerne selv fordeler midlerne.
- Jungshoved Lokalforum har fordelt deres del af budgettet til 18 projekter, herunder otte større og ti mindre projekter.
- Det største projekt, "Vandveje for løvfrøer", modtager 60.000 kroner, mens andre projekter omfatter en ny scene og en mindesøjle.
- Borgmester Mikael Smed roser processen og håber på at udvide ordningen til flere områder i fremtiden.
- Initiativet har aktiveret frivillige og skabt engagement i lokalsamfundet, ifølge lokalforaformand Steen Hansen.
I april måned blev det første borgerbudget fordelt til 14 projekter i Præstø, og nu er også det andet borgerbudget blevet fordelt på Jungshoved.
Det er lokalforaene, der har stået for processen med at fordele midlerne, og formand for Jungshoved Lokalforum, Steen Hansen, er både glad og stolt over, at Jungshoved har leveret på at arbejde med borgerbudgetter.
- Det er fantastisk at opleve det store engagement og at der er så stor en mangfoldighed blandt projektforslagene, fortæller han.
- Vi kan allerede nu se at forsøget med borgerbudgetter får aktiveret flere frivillige og at der så at sige frigives energi til trivsel i vores lokalsamfund, lyder det videre fra lokalforaformanden.
Selv små beslutninger kan vække store følelser
Borgmester Mikael Smed (S) deltog på aftenen, hvor borgerbudgettet på Jungshoved blev fordelt. Han roser lokalforaerne for at have kørt processen på fornem vis.
Han var på forhånd meget spændt på, hvordan det ville gå, når pengene skulle fordeles og projekter vælges til og fra.
- Jeg ved af erfaring, at det ikke altid er nemt at lave konkrete økonomiske prioriteringer, og selv små beslutninger kan vække store følelser, lyder det fra borgmesteren.
Han synes, at forsøget med borgerbudgetter indtil videre har været en stor succes.
- Jeg håber og tror, at vi med fremtidige budgetter også kan afsætte midler til at brede ordningen ud til flere områder i vores kommune, lyder det fra borgmesteren.
Nærdemokrati når det fungerer
På Jungshoved var 27 projekter med i opløbet. Otte større projekter fik flest stemmer og bliver dermed realiseret. Herudover blev 10 mindre projekter til under 5000 kroner pr. projekt også realiseret.
Disse projekter bliver realiseret på Jungshoved
60.000 kroner til Vandveje for løvfrøer på tværs af Jungshoved.
38.000 kroner til en ny scene i forsamlingshuset.
30.000 kroner til at flytte shelter tættere på Bøndernes Egehoved.
24.375 kroner til (hjælp til) kalkning af Egnshuset.
16.000 kroner til en mindesøjle for stormfloderne 1872 og 2023.
12.500 kroner til Lokalforums mindre driftsopgaver.
10.000 kroner til en forundersøgelse af Trækfærge over Noret.
10.000 kroner til at sikre Jungshovedbladets Fremtid.
Projekter under 5000 kroner, som også bliver realiseret: Design af Byvåben, Halloween på havnen, Byttecentral for børneting, Nyttige naturhegn, Tryg Trafik forsøg, Rekreativt område ved batteriet/Roneklint, Forsøg med børnesider i Jungshovedbladet, Flere blomsterrabatter, Foredrag om fællesskaber i samarbejde med Præstø, Nyt bord-bænk sæt ved Stenstrup Gadekær m.m.
Projektet, der får flest penge, handler om at skabe vandveje for løvfrøer på tværs af Jungshoved. Det er der blevet sat 60.000 kroner af til.
Lise Tarnow, der er tovholder for projektet, er glad for opbakningen.
- Borgerbudgetterne er nærdemokrati, når det fungerer, siger hun.
- Støtten giver os en unik mulighed for at komme i gang med projekter og samtidig være troværdige i vores ansøgninger til eksterne fonde om mere støtte til løvfrøernes udbredelse, siger hun.