Det er hårde tider for de små specialbutikker, og nu har endnu en måttet kaste håndklædet i ringen efter at have været en del af bylivet i 20 år.
Denne gang er det ID Lingeri, som tirsdag satte skilte med "Ophørsudsalg" op i vinduerne i Allehelgensgade 7, hvor den har ligget de sidste 15 år efter at være åbnet af Inger Degn i 1984.
For to år siden gik butikken konkurs, da den ikke var i stand til at tilbagebetale den kompensation, som staten gav under coronakrisen.
ID Lingeri kunne dog genåbne tre uger senere, da Hans-Christian Jørgensen trådte til som ny investor og ejer, men nu har han også været nødt til at sige stop.
- Vi lukker på grund af den generelle krise, og fordi folk handler mere og mere på nettet. Især det sidste år har været rigtig hårdt, siger han.
Hans-Christian Jørgensen kan ikke sætte en præcis dato på, hvornår ID Lingeri lukker. Det afhænger af, hvor hurtigt det går med at få solgt ud af lageret.
- Når vi er færdige, så er vi færdige, siger han.
ID Lingeri er som nævnt ikke den eneste specialbutik, der forsvinder fra Roskildes bymidte. I april lukkede modebutikken Pandang i Skomagergade, og i Algade holder Gitte Munch ophørsudsalg, selv om sygdom i begge tilfælde er en medvirkende årsag til lukningerne.
Begge butiksejere har været ude med opfordringer til, at kunderne handler i butikkerne frem for at købe på nettet, hvis de vil have en bymidte med andet end kædebutikker. Samme budskab har ejerne af Fair Trade Butik Karibu og Lili-Marleen været ude med.
- Det er de små enkeltmandsvirksomheder, som forsvinder, siger Hans-Christian Jørgensen.