Den Kongelige Opera inviterer igen til en oplevelse af opera under åben himmel, når Kongelig sommeropera slår sig ned på Bellahøj Friluftsscene 23. maj kl. 18.00. Her kan publikum glæde sig til operahits fremført af operasolister fra Det Kongelige Teater samt gæstesolister.
Ved koncerten præsenteres uddrag fra den kommende operasæson 2025/2026. Publikum kan høre numre fra blandt andet Don Pasquale, Rigoletto, Rosenkavaleren og Tosca, ligesom der vil være uddrag fra musicalen West Side Story og operetten Den glade enke.
- Kongelig sommeropera er en god mulighed for at opleve genren i afslappede, grønne omgivelser, fortæller arrangørerne.
Det Kongelige Teater fortsætter sin turnéaktivitet i 2025 med i alt 163 dage på farten landet over. Ud over sommeropera tilbyder teatret sommerballet i 23 byer, teaterforestillinger og balletforestillinger i samarbejde med Aalborg Symfoniorkester. Teaterlegepladsen Postyrium vender tilbage til 16 byer, mens Dyrehaven danner ramme om familieforestillingen Snedronningen.
Med et arrangement næsten hver anden dag er der lagt op til et bredt udbud af kunstoplevelser for hele Danmark.