Brøndby-stjerner fik mere end karakterer med sig ud af gymnasiet

To Brøndby-stjerner kom ikke tilbage til deres gamle skole for at tale om afleveringer på fodboldbanen, men om fraværsprocenter og livet i gymnasiet.

Daniel Wass og Mathias Kvistgaarden ser tilbage på skoletiden med både smil og selverkendelse.

Daniel Wass og Mathias Kvistgaarden ser tilbage på skoletiden med både smil og selverkendelse.

Foto: Robert Hendel

Blikkene søger hen mod døren i den fyldte gymnasiekantine. Nogle løfter deres mobiler, mens de skubber let til kammeraterne. De unge mennesker på gymnasiet ved godt, hvem de to mænd er. Daniel Wass og Mathias Kvistgaarden er etablerede stjerner i Brøndby IF, hvor de nyder stor succes på banen, men denne dag er det ikke medgang og modgang på banen, de er kommet for at tale om. 

Den Korte Version
  • Daniel Wass og Mathias Kvistgaarden besøgte Brøndby Gymnasium for at dele deres erfaringer med skoletræthed og fodboldkarrierer.
  • De to fodboldstjerner talte om vigtigheden af uddannelse ved siden af fodbold og de udfordringer, de mødte undervejs.
  • Daniel Wass mindes sin tid på gymnasiet med både gode minder og udfordringer som høj fraværsprocent.
  • Mathias Kvistgaarden fremhævede støtten fra både gymnasiet og Brøndby IF i at balancere skole og fodbold.
  • Besøget fandt sted i anledning af Brøndby Gymnasiums 20-års jubilæum, hvor begge spillere delte deres rejse fra skole til fodboldstjerner.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Der er ingen fanfare eller store armbevægelser, da Daniel Wass og Mathias Kvistgaarden træder ind i kantinen på Brøndby Gymnasium denne fredag i maj. De har selv kæmpet med både afleveringer og fraværsprocenter på det samme sted. Men selvom der var udfordringer på skolebænken, husker de begge tilbage på tid med mange gode minder.

Bag jubelscenerne fra Mathias Kvistgaarden gemmer sig en rejse, der begyndte med både bøger og bold på Brøndby Gymnasium.
Bag jubelscenerne fra Mathias Kvistgaarden gemmer sig en rejse, der begyndte med både bøger og bold på Brøndby Gymnasium. Foto: Robert Hendel

De to lokale fodboldhelte er i anledning af gymnasiets 20 års jubilæum inviteret til en ærlig snak med Nanna Møller Karlsen, der også er tidligere elev på Brøndby Gymnasium. Og de tre kommer rundt om både nederlag, skoletræthed og drømme, der er gået i opfyldelse.

- Det var en fed tid, men det var også en hård tid. Nu kan jeg se, at nogle af de unge drenge tager den nemme vej med HF. Det er også fint nok. Så tager vi andre en gymnasial uddannelse, siger Daniel Wass og kigger smilende på sin 12 år yngre holdkammerat, der var blandt de første til at gennemføre en HF på Brøndby Gymnasium.

Drilleriet skal senere blive gengældt af Mathias Kvistgaarden. 

Skole spiller stor rolle

I fodboldklubben Brøndby IF, hvor de begge har været gennem talentafdelingen, er der en ambition om, at udviklingen af de unge drenge skal være en god forretning. Men da vejen til succes ikke er ens for alle, spiller skolen en stor rolle for de unge mennesker.

Jeg følte lidt, at der var to veje, men jeg fik stor opbakning af gymnasiet og klubben til at nå det hele.

Mathias Kvistgaarden

Karrieredrømmen kan blive knust af skader, og derfor skal fodboldtalenterne også rustes til en tilværelse uden for sportens verden, også selvom det er sjovere at lave afleveringer på fodboldbanen end i skolen.

- Men jeg kom igennem det på grund af nogle gode lærere, som er her endnu, og nogle af folkene i Brøndby, som jeg stadigvæk ser rigtig meget til, siger Daniel Wass.

Som helt ung fik Daniel Wass at vide, at skolen var lige så vigtig som fodbolden.
Som helt ung fik Daniel Wass at vide, at skolen var lige så vigtig som fodbolden. Foto: Robert Hendel

Han gik ud i 2008 og var dermed en del af gymnasiets første årgang af studenter. Skolen har han besøgt flere gange siden, og han nyder at kigge forbi skolen, der ligger et ultrakort indkast fra træningsbanen.

- Det bringer minder, og jeg fik også gode venskaber på skolen. Jeg husker dog også, at jeg havde en høj fraværsprocent, men selvom der var forståelse for min situation, kom jeg alligevel til møder på kontoret, fortæller den 35-årige Brøndby-veteran.

To veje

Trods et højt fravær formåede Daniel Wass at passe skolen til den bitre ende. I Brøndby IF fik han hjælp, og så var det en styrke, at flere opgaver kunne løses via onlineundervisning. Det var dog en stor udfordring, at daværende Brøndby-træner Tom Køhlert stillede krav om, at Daniel Wass passede både skole og træning.

Daniel Wass er en populær skikkelse på Vestegnen.
Daniel Wass er en populær skikkelse på Vestegnen. Foto: Robert Hendel

Den samme udfordring mødte Mathias Kvistgaarden også, da han i 2019 begyndte på HF på Brøndby Gymnasium, også selvom træneren var en anden. Tidligere har den populære angriber over for Sjællandske Nyheder beskrevet, hvordan vejen til succes har været alt andet end snorlige, siden han som helt ung skiftede Lyngby Boldklub ud med Brøndby IF.

Mathias Kvistgaarden har med sine mange mål en stor del af æren for, at Brøndby IF ender på en tredjeplads i Superligaen.
Mathias Kvistgaarden har med sine mange mål en stor del af æren for, at Brøndby IF ender på en tredjeplads i Superligaen. Foto: Robert Hendel

En af årsagerne til skiftet var, at fodboldklubben på den københavnske vestegn havde et samarbejde med en af de lokale skoler. Og det samarbejde oplevede han blive videreført på Brøndby Gymnasium.

- Jeg følte lidt, at der var to veje, men jeg fik stor opbakning af gymnasiet og klubben til at nå det hele. Så det var fantastisk at komme igennem det, også fordi jeg havde sat det som mål, at jeg skulle have min gymnasiale uddannelse, før jeg skulle noget med fodbold, forklarer Mathias Kvistgaarden under sit besøg på Brøndby Stadion.

Brøndby-bomberen Mathias Kvistgaarden dimitterede fra Brøndby Gymnasium i 2021, og kort forinden var han blevet dansk mester med Brøndby IF.
Brøndby-bomberen Mathias Kvistgaarden dimitterede fra Brøndby Gymnasium i 2021, og kort forinden var han blevet dansk mester med Brøndby IF. Foto: Robert Hendel

Og den unge Brøndby-bomber har gode minder fra den sommer i 2021, da han forlod Brøndby Gymnasium med hue på. På samme tid blev der spillet EM i fodbold i Danmark for første gang, og midt i eksamensperioden vandt Brøndby IF sit seneste danske mesterskab med en 19-årig Mathias Kvistgaarden i truppen på et af de yderste mandater.

- Har du også sådan et?, spørger Mathias Kvistgaarden lettere drillende og kigger over mod Daniel Wass, der først vendte retur til Brøndby i sommeren 2022.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...