70 Grønnely-lejligheder kan blive forbudt ejendom

.

.

“Det vurderes, at der er nærliggende brandfare ved at bo i boligerne.”

Sådan lyder konklusionen fra Gribskov Kommune, efter beredskab og administration torsdag og fredag i sidste uge har været på brandtilsyn i Grønnelys skandaleramte byggeri på den tidligere skole på Rostgårdsvej i Gilleleje.

Med en kondemnering vil lejlighederne blive erklæret ubeboelige, hvis ikke Grønnely hurtigst muligt retter op de utallige fejl og mangler, der også er beskrevet i det besigtigelsesnotat, kommunen har sendt i forbindelse med varslet.

Besigtigelsesnotatet er sendt i høring hos Grønnely, der inden 14 dage skal komme med en plan for de udbedringer, som skal laves. Hvis ikke forholdene udbedres inden for en nærmere angiven frist, vil kommunen gå videre med en sag om kondemnering. Sagen skal i sidste ende behandles af det politiske udvalg - Klima, Teknik og Miljø - der vil træffe en endelig afgørelse.

Det er blot dage siden, at Grønnelys ejendom på Gydevej i Esbønderup ligeledes blev varslet kondemneret. Da sagde Jørgen Dyrholm Jensen, driftschef i Danske Lejere, at det er en ganske skrap sanktion.

Han sammenligner det nuværende hændelsesforløb med at ride på en vild tiger:

– Beboernes oplevelse var i lang tid, at myndighederne ikke tog dem alvorligt. Det er nogle lejemål, der aldrig burde have været beboet i den tilstand, og nu mærker man konsekvenserne. Mit bud er, at hvis nu boligerne notorisk er livsfarlige at bo i, så kan kommunen være nødt til at kondemnere. Når man først beder den rette myndighed om at opføre sig rigtigt, så kan den også være tvunget til at opføre sig rigtigt, siger Jørgen Dyrholm Jensen.

– Hvis kommunen gør det, så træder der nogle spilleregler i kraft, der sådan set er interessante. En kondemnering kan betyde, at beboerne opnår en ret til genhusning, som kommunen skal hjælpe med. Det viser også, at kommunen er villige til om nødvendigt at stille midler til rådighed for genhusning, sagde Jørgen Dyrholm Jensen.

Borgmester: Alvorlig sanktion

Det samme siger Gribskov-borgmester Bent Hansen nu:

– En kondemnering er alvorlige sager. Modsat en politianmeldelse, der kan tage årevis at føre ud i livet, så træder den i kraft fra dag ét. Desuden bliver ejendommen reelt værdiløs for ejerne, hvis vi kondemnerer den, siger Bent Hansen, og fortsætter.

– Det er en rigtigt kedelig sag, og jeg håber inderligt, at ejerne vil leve op til deres ansvar. Det gør rigtigt ondt på dem nu, både i forhold til renommé og økonomisk. Jeg har stadigvæk en tro på, at Grønnely vil handle på det. For det her er utroligt dyrt for dem, siger Bent Hansen.

Bent Hansen oplyser desuden, at han har indkaldt til et orienteringsmøde for det samlede byråd på rådhuset i Helsinge torsdag klokken 16., Her vil politikerne blandt andet blive oplyst om at ejendommene er gennemgået og godkendt med meget udførlige rapporter af navngivne, certificerede brandrådgivere, oplyser borgmesteren.

Han har desuden bedt sin administration om at tage direkte kontakt til de brandrådgivere, der har godkendt byggeriet, lige som administrationen også vil søge at få dem valideret af relevante myndigheder.

Det fremgår desuden af Gribskov Kommunes varsel til Grønnely og beboere, at man forventer en frist på 4-6 måneder fra datoen for den endelige beslutning om kondemnering, til beboerne skal være fraflyttet og/eller ejendommen skal være beboelig.

Sideløbende med kondemneringssagerne forløber der også sager vedrørende mulig skimmelsvamp i Grønnelys byggerier.

Grønnely håber at undgå kondemnering

Grønnely-direktør Peder Blak skriver i en sms til Frederiksborg Amts Avis, at hans forhåbning er, at man når at udbedre fejlene, inden ejendommene kondemneres.

“I forhold til lejemålene på Gydevej, hvor der også er varslet en kondemnering, har vi en konstruktiv dialog med beboerne og i over 60% af lejemålene er allerede indgået frivillige aftaler og gennemført om-/fraflytning og genhusning på hotel. Hvilket har betydet, at vi nu har kunnet udbedre fejl og mangler i flertallet af lejlighederne. Og vi arbejder videre for at få løst udfordringerne for resten af lejemålene på tilsvarende vis. Ved at sikre et godt fremadrettet samarbejde med lejerne på Rostgårdsvej er vores forhåbning, at vi for udbedret fejlene inden fristen og kan undgå kondemnering,” skriver Peder Blak.

Peder Blak gentager, at han er utroligt ked af de gener, lejerne er blevet påført.

“Vi er utrolig kede af de gener, vores lejere oplever. Det er vores mål at få bragt fejl og mangler i orden hurtigst muligt – med mindst muligt, yderligere besvær for beboerne. Dermed regner vi også med, at myndighederne kan se, at problemerne bliver løst – så det ikke bliver nødvendigt med en kondemnering. Lejerne bliver nu inviteret til et beboermøde, hvor vi gennemgår processen for udbedringer samt deres muligheder for at blive involveret i processen. Vi ønsker en åben og transparent proces og inviterer derfor lejerne til at indgå i den, hvis de ønsker det. Vi får en byggefaglig rådgiver til at gennemgå fejl og mangler, så vi sikrer, at alt bringes i orden på tilfredsstillende vis,” skriver Peder Blak.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...