Kongelig sommerballet vender tilbage til Fredensborg Slotshave

Den Kongelige Sommerballet lægger vejen forbi Fredensborg Slotshave til sommer.

Den Kongelige Sommerballet lægger vejen forbi Fredensborg Slotshave til sommer.

Foto: Presse

Igen i år får Fredensborg Slotshave besøg af danserne fra Den Kongelige Ballet, når de tirsdag den 17. juni optræder under åben himmel. Det Kongelige Teater forvandler plænen foran Frederik 9.s mindesten, tæt ved Esrum Sø, til en udendørsscene og inviterer publikum til en gratis forestilling i smukke, historiske omgivelser. Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.

Kongelig Sommerballet er blevet en elsket tradition, hvor Det Kongelige Teater bringer gratis forestillinger ud til hele landet – fra slotshaver og parker til havne og museer. Publikum får en sjælden mulighed for at opleve klassisk ballet i nogle af Danmarks smukkeste udendørs rammer.

Fredensborg Kommune har haft den store glæde at samarbejde med Det Kongelige Teater flere gange – både i 2019, hvor "Opera i det fri" begejstrede publikum, og senest i 2023, hvor balletten forvandlede haven til en eventyrlig oplevelse.

I år vender Sommerballetten tilbage, når Den Kongelige Ballet danser under åben himmel ved bredden af Esrum Sø tirsdag den 17. juni kl. 19.00-20.30. Det bliver en aften med yndefulde piruetter, bølgende balletskørter og den særlige stemning, der opstår, når dansk sommersol kaster sit lys over en scene fyldt med verdensklasseballet. Publikum inviteres til at tage plads i græsset med tæpper, picnickurve, familie og gode venner – og lade sig betage.

Stort fremmøde forventes

Forestillingen i Fredensborg Slotshave er gratis for publikum, og der forventes op imod 3.000 besøgende til den spektakulære begivenhed.

Arrangementet er støttet af Fredensborg Kommunes kulturudvalg.

- Vi er stolte af igen at byde Det Kongelige Teater velkommen til Fredensborg. Sommerballetten er en smuk og inkluderende kulturoplevelse, som samler både børn og voksne under åben himmel. Når kunst i verdensklasse formidles i vores lokale rammer, skaber det fællesskab, glæde og minder - og netop sådanne oplevelser prioriterer og værner vi om i Kulturudvalget. Det er en stor fornøjelse at kunne støtte op om arrangementer, der gør kunsten tilgængelig for alle, siger udvalgsformand Ulla Hardy-Hansen (FSK) i pressemeddelelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...