Louise Mehnke er igen blevet valgt som Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredensborgkredsen. Med solid opbakning fra hele kredsen blev hun genvalgt enstemmigt - og det glæder kredsformand Lasse Lynæs, som fremhæver hendes stærke lokale forankring og flair for politik.
- Louise er en markant stemme for Fredensborg - både i byrådet og på Christiansborg. Hun har vist, at hun kan omsætte lokale behov til konkret handling nationalt. Det er en styrke for vores kommune, at hun fortsætter, siger Lasse Lynæs, kredsformand for Socialdemokratiet i Fredensborgkredsen, i en pressemeddelelse.
48-årige Louise Mehnke er bosat i Kokkedal og har siden 2017 været aktiv i lokalpolitik. Hun er i dag medlem af byrådet og formand for Social- og Sundhedsudvalget i Fredensborg Kommune. I det forgangne år har hun også været stedfortræder i Folketinget for Fie Hækkerup, hvor hun blandt andet har været medlem af Ældreudvalget og medarrangør af høringer om ældreområdet.
- Jeg er stolt og taknemmelig for den tillid, partiet har vist mig. Jeg brænder for at sikre en stærk velfærd og gode vilkår for både mennesker og klima - noget jeg arbejder for hver dag i Fredensborg Kommune. Det har været en ære at tage lokale problemstillinger med ind på Christiansborg, og jeg er utrolig glad for, at både partiet og vælgerne kvitterer for min arbejdsindsats. Man kommer ikke nemt til noget som ny, så det er bare med at klø på og smøge ærmerne op, siger Louise Mehnke i pressemeddelelsen.
Ved folketingsvalget i 2022 fik Louise Mehnke næstflest personlige stemmer i kredsen - kun overgået af Venstres Sophie Løhde - og Socialdemokratiet blev det største parti i Fredensborgkredsen, som omfatter både Fredensborg og Hørsholm Kommuner. Louise Mehnke deltog desuden som delegeret folketingsmedlem ved FN’s Generalforsamling i New York i efteråret 2024 og ved Nordisk Råds Session i Island.