Sjællandske Medier tilbage i positiv drift efter hårde år

Mediehuset står i dag bedre rustet over for udfordringer i et forandret medielandskab.

Borreby Gods ved Skælskør dannede ramme for årets generalforsamling.

Borreby Gods ved Skælskør dannede ramme for årets generalforsamling.

Foto: Kim Rasmussen

Sjællandske Medier har nået en vigtig milepæl i arbejdet med den omfattende økonomiske turnaround, der har præget mediehuset de seneste år.

Driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) landede i 2024 på 8,4 millioner kroner mod et minus på 46,1 mio. kroner i 2023 – en forbedring på 54,5 mio. kroner.

Den Korte Version
  • Sjællandske Medier har opnået en positiv drift i 2024 med en EBITDA på 8,4 mio. kroner, en forbedring på 54,5 mio. kroner fra året før.
  • Trods forbedringer er regnskabsåret 2024 utilfredsstillende med et underskud på 28,3 mio. kroner og et fald i omsætningen på 35,4 mio. kroner.
  • Mediehuset har reduceret omkostningerne med 76 mio. kroner i 2024 og samlet 150 mio. kroner over to år, hvilket har medført en nedgang på 150 medarbejdere.
  • Investeringer i digitale løsninger og nye kompetencer skal styrke mediehuset i en digital fremtid, mens unikt indhold prioriteres.
  • Strategien for 2025 fokuserer på at fastholde digitale læsere og finde de rette prispunkter for at sikre lokalt og relevant indhold.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det fremgår af årsregnskabet, der netop er aflagt.

- Jeg ser det som en milepæl, at vi har forbedret vores økonomi så meget, at vi nu er i positiv drift. Alt andet er meget usundt og uholdbart, blandt andet fordi det giver udfordringer med likviditeten, siger adm. direktør Jens Nicolaisen, der trods de positive takter overordnet betegner regnskabsåret som utilfredsstillende.

Sjællanske Medier Generalforsamling
Sjællanske Medier Generalforsamling Foto: Kim Rasmussen

- Vi er i gang med en turnaround, og jeg synes, vi er nået langt, men vi er ikke i mål. Hvis vi ser helt nøgternt på det, så er det ikke tilfredsstillende, at vi ikke når vores budget i 2024, og der stadig er minus på bundlinjen, siger han.

Fald i annonceindtægter

Sjællandske Medier kom ud af 2024 med et minus på 28,3 millioner kroner, hvilket var 33,9 millioner bedre end året før. Omsætningen faldt med 35,4 millioner kroner.

Før årets begyndelse var det ambitionen at nå et rundt nul på bundlinjen, men det lykkedes ikke. Det skyldes ifølge ledelsen især et uventet fald i annonceindtægterne på 25 millioner kroner som følge af et fortsat udfordrende annoncemarked.

Til gengæld steg antallet af digitale abonnenter og annonceomsætningen digitalt, men de to komponenter har ikke været nok til at inddæmme tabet på den fysiske avis

Sjællandske Medier gennemførte også i 2024 betydelige omkostningsreduktioner for at tilpasse koncernen et lavere omsætningsniveau.

Voldsom tilpasning

I alt blev omkostningsniveauet reduceret med godt 76 mio. kr. i 2024 i forhold til 2023. Den samlede omkostningsbase er dermed reduceret med 150 mio. kr. over de seneste to år, hvilket har medført en nettonedgang på 150 medarbejdere.

Læs også

- For en virksomhed af vores størrelse er det meget voldsomt. Det betyder, at vi skal løse vores opgaver og indfri vores ambitioner med en helt anden virksomhedsstruktur, siger Jens Nicolaisen.

Derfor har ledelsens - ved siden af effektiviseringerne - fokuseret på at investere i nye og mere effektive it-systemer, nye kompetencer og nye redaktionelle indsatsområder.

Vil du sikre dig overblik i en travl hverdag?
Med nyhedsbrevet fra erhvervsredaktionen får du de vigtigste historier direkte i indbakken. Tilmeld dig lige her.

Kerneopgaven har været at udvikle mediehuset til at stå bedre rustet i en virkelighed, hvor abonnementer tegnes digital. 

Redaktionelt handler det blandt andet om investeringer i den digitale dækning, og en styrkelse af stofområder som debat og erhverv, ligesom der også er hentet nye kommercielle digitale kompetencer til organisationen.

Jens Nicolaisen er glad for, at det er lykkedes både at tilpasse organisationen og samtidig investere i fremtiden.

- Jeg vurderer, at vi i dag står med en virksomhed, der ganske vist stadig er sårbar og udfordret, men samtidig har en stor styrke i at kunne forløse det digitale potentiale, der ligger foran os, siger han.

AI og nye arbejdsmetoder

På trods af reduktionen i medarbejdere og omkostninger mener Jens Nicolaisen ikke, at det har ført til kvalitetstab for mediehusets mange abonnenter. Effektiviseringen med blandet andet kunstig intelligens har frigjort tid til at lave unikt indhold.

Samtidig foretages der skarpere prioriteringer både kommercielt og redaktionelt.

- Der har været en tendens til, at man har vurderet os på mængden af indhold. Men de digitale medier, der har succes, står ikke stærkt på grund af mængden, men fordi de redigerer, sorterer og prioriterer stoffet skarpere. Det samme gør vi, så vi sikrer, at vi bruger tiden på indhold med stor væsentlighed og har en pulje af kommercielle produkter med et højt dækningsbidrag, siger han.

Fokus på kvalitet

Jens Nicolaisen medgiver dog, at der i løbet af 2024 var perioder, hvor kvaliteten vitterligt var udfordret. Forklaringen var i høj grad overgangen til et nyt redaktionelt system, der løb ind i nogle indkøringsvanskeligheder.

- Overgangen betød, at der var en udfordrende periode med nye opgaver og nye måder at gøre tingene på. Jeg synes, at kvaliteten var udfordret i denne periode, siger han.

- Vi har reageret ved at lave en ny organisering og ansat en administrerende redaktør, der har som sit hovedfokus at få det hele til at spille, så vi kan levere kvalitetsprodukter, siger han.

Et af de strategisk vigtige indsatser i 2025 bliver at fastholde de digitale læsere, der generelt - og det gælder for alle medier - er mere flygtige.

Kommercielt handler strategien om at finde de helt rette prispunkter, hvilket en ny abonnementschef er sat i spidsen for. Derudover er der et strategisk fokus på at sikre leverancer af lokalt og relevant indhold, der får sjællænderne til at se mediet som nødvendigt, uundværligt og foretrukket.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...