Tunge rytmer og hardcore band indtager ikonisk fængsel

Katla og Eyes skal dele deres sidste måltid med Rotting Christ, Decapitated, Plaguemace, Koya, Guttural Disgorge, Nyredolk, og Undergang når Dødsgangen åbner fængselsporten op for tredje gang den 22. og 23. august.

Katla og Eyes skal dele deres sidste måltid med Rotting Christ, Decapitated, Plaguemace, Koya, Guttural Disgorge, Nyredolk, og Undergang når Dødsgangen åbner fængselsporten op for tredje gang den 22. og 23. august.

Foto: Lisbeth Jansen

Når Dødsgangen for tredje gang åbner portene til det tidligere Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund, er det med så tunge rytmer, at selv de gamle fængselsmure ryster. Festivalen, der forvandler den ikoniske fængselsgård til et Pandæmonium af metal og mørk stemning, byder endnu engang på et musikprogram, der balancerer på kanten af vanvid – med københavnske Katla og Eyes i spidsen.

Katla, der blev slæbt tilbage bag tremmer efter deres anmelderroste optræden i 2023, forsøger i år at overgå sig selv. Med det netop udgivne debutalbum Scandinavian Pain i bagagen, er de klar til at levere en lydmur af tungsind, kærlighed og satanisme i fællesskabets navn.

Helvedesparaden fortsætter med bandet Eyes, der nægter at rette ind efter normerne. De er i skrivende stund aktuelle med albummet Spinner og kendt for kompromisløse liveshows, hvor moshpits og kærlig kaos går hånd i hånd. Når de går på scenen i den gamle fængselsgård, bliver det med vanviddet som nærmeste allierede.

Festivalen præsenteres af Forbrændingen og Porten ude i det gamle Egon Olsen fængsel i Albertslund - blot få minutters gang fra Albertslund station. Herligheden løber af stablen den 22. og 23. august. Her vil publikum kunne nyde mad fra nøje udvalgte foodtrucks og skylle støvet ned med festivalens signaturøl "Gravøl", brygget af det lokale bryggeri Slowburn.

Dødsgangen 2025 byder i alt på 10 bands – heriblandt Rotting Christ, Decapitated, Plaguemace, Koya, Guttural Disgorge, Nyredolk og Undergang. Sidste navn offentliggøres snart.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...