Den 1. maj flytter Udveje Behandling sin døgnbehandling og administration til Bonderup Gods ved Store Merløse. Den nye placering i naturskønne omgivelser skal bidrage til at skabe optimale rammer for et nyt kapitel i behandlingscentrets udvikling.
Flytningen markerer et vigtigt skridt for Udveje, der gennem årene har opbygget en stærk profil som et helhedsorienteret behandlingstilbud. Med plads, stilhed og nærhed til naturen får klienterne nu mulighed for at komme sig i omgivelser, der understøtter både ro og fordybelse.
- Vi har valgt Bonderup, fordi vi ved, hvor meget omgivelserne betyder for mennesker i krise, lyder det fra behandlingsstedet i en pressemeddelelse, der fremover også tilbyder gratis transport til døgnbehandling – uanset hvor i landet klienterne bor. Den ambulante behandling fortsætter uændret i Holbæk og Svendborg, og Udveje planlægger desuden at åbne tilbud i både Nordjylland og København.
Inden dørene officielt åbnes 1. maj, inviterer Udveje til stor åbningsfest tirsdag den 29. april fra klokken 12.00 til 18.00. Her kan interesserede få et indblik i de nye rammer og høre, hvordan behandlingen skræddersyes til den enkeltes behov. Dagen byder blandt andet på musik fra Mathilde Falck og en tale af skuespiller Thomas Bo Larsen – alt sammen fra den nybyggede terrasse med udsigt over landskabet.
Udveje tilbyder en tværfaglig indsats med fokus på både terapi, praktiske værktøjer og et stærkt fællesskab. Et særligt kendetegn er også den gratis og anonyme rådgivning til pårørende – uanset om den afhængige er i behandling.
Tilmelding til åbningsfesten sker ved at sende en mail til bonderup@udveje.dk.