For enkelte af de påskeferierende familier i Lalandia blev indledningen på Langfredag en kaotisk af slagsen, da flere feriehuse blev evakueret grundet brand.
Det oplyser Karsten Juhl, der er centerdirektør i Lalandia Rødby, til Sjællandske Nyheder.
- Vi fik en anmeldelse i starten af natten om, at der var brand i en miljøstation, som så havde spredt sig til et nærliggende feriehus, og da det blev opdaget, havde det taget fat i feriehuset, fortæller centerdirektøren.
- Er det dit indtryk, at de evakuerede gæster er fattede og stadig kan nyde deres ferie?
- Ja, heldigvis. De er jo selvfølgelig noget overraskede og rystede, kan man sige, men heldigvis var brandvæsenet meget hurtigt ude, så vi fik dem hurtigt ud af husene og genhuset i trygge omgivelser, siger Karsten Juhl.
Engangsgrill kan være årsagen
Christian Rosenstrøm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller til Sjællandske Nyheder, at branden kan være startet, fordi der er blevet lagt en engangsgrill ned i en affaldscontainer.
- Der er fundet en engangsgrill, og den har formentlig ikke været kølet helt af, siger Christian Rosenstrøm.
Politiet fik anmeldelsen klokken 23.19, og klokken 00.34 var branden helt slukket, meddeler han videre.
Mens ingen personer kom til skade i branden, har en gæsts bil pådraget sig skader, da den holdt parkeret tæt på branden.
I alt blev personer fra fire huse genhuset.