Lørdag den 5. april klokken 00.57 steg et par – en mand og en gravid kvinde - i starten af 20’erne af bus 245R fra Køge foran Borup Skole. Parret bar lyse jakker, og kvinden bar på en meget stor æske Marabouchokolade, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Og efter bussen var kørt, krydsede de Hovedgaden via fodgængerfeltet og gik ind i Borup Centeret via passagen ved Advokatfirmet, ”Mette Krog”. Passagen er beliggende over for Borup Skole og busstoppestedet.
En stærkt ubehagelig overraskelse ventede dem imidlertid herefter, da fem maskerede unge mænd, der alle var iført sort tøj, via samme passage løb efter dem ind i centeret.
I forbindelse med, at parret krydsede hovedgaden via fodgængerfeltet, holdt en lys personbil, formentlig en Tesla, tilbage for parret, og efterfølgende kom en cyklist iført mørkt tøj og derefter en mørk personbil, muligvis en stationcar, kørende. Begge biler og cyklisten kørte ad Hovedgaden i nordlig retning og kan have oplysninger om de fem maskerede mænd, der fulgte efter parret. Dem vil politiet meget gerne høre fra på telefon 114.
Blev væltet omkuld
Parret blev på p-pladsen mellem Hovedgaden nr. 56 og 58C begge væltet omkuld, og derefter blev manden tildelt utallige slag, spark og udsat for et halsgreb. Kvinden blev holdt nede på asfalten ved skub, da hun forsøgte at rejse sig.
Ved overfaldet blev parret frarøvet en meget stor æske Marabouchokolade på 1,6 kilo, som er let genkendelig. Den måler 70 x 29 centimeter, og indpakningen er gul og rød. Efter overfaldet løb de fem gerningsmænd fra stedet ud mod Hovedgaden via samme passage, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Alle gerningsmændene beskrives som unge mænd, mørklødede, iført sorte/mørke dynejakker, sorte bukser, sorte sko og maskering i form af balaclavaer/elefanthue. De talte dansk med accent, fremgår det af politiets beskrivelse.
Vidner, herunder de to bilister og cyklisten, der har oplysninger om de fem gerningsmænd, eller som har oplysninger om den meget store æske chokolade, bedes kontakte politiet på telefon 114.