Marie Erbs Ørbæk tiltræder 1. juni som underviser i kulturfag og ledelse ved Roskilde Festival Højskole (RoFH).
Hun overtager samtidig ansvaret for højskolens festivalaktiviteter og samarbejder med Roskilde Festival samt de to mindre efterårsfestivaler GRASP og Ømme Dage. Tidligere var hun livechef og partnerskabschef ved CPH:DOX, hvor hun opnåede over 10 års erfaring inden for dokumentarfilmfestivaler.
Marie Erbs Ørbæk har højskolebaggrund med erfaring fra både sin tid som elev på Grundtvigs Højskole og en årrække i sekretariat i Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD), hvor hun arbejdede med rekruttering, kommunikation og pædagogisk udvikling.
Hun har desuden boet i lærerbolig på højskolen sammen med sin mand Aske og deres to børn i syv år.
En særlig plads
- På RoFH er vi stolte af at ansætte Marie, der på CPH:DOX lige har leveret en rekordstor festival og været med til at søsætte et hav af store og fondsstøttede samarbejder, såsom Ungdomsredaktionen, som vi ser som foregangsprojekter i kulturbranchen og helt i tråd med højskolens værdier og mission om at skabe næste generation af unge kulturskabere, siger Hans Christian Nielsen, forstander for Roskilde Festival Højskole, i en pressemeddelelse fra højskolen.
Her fremhæver Marie Erbs Ørbæk sin tilknytning til højskolebevægelsen:
- Højskolebevægelsen har altid haft en særlig plads i mit hjerte, og er der én anden festival, jeg kan se mig selv være en del af, så er det Roskilde Festival. Så det er en drømmestilling for mig, at jeg nu skal omsætte al min festival- og kulturledelseserfaring til undervisning på Roskilde Festival Højskole, og jeg glæder mig helt vildt til at samarbejde med eleverne om højskolens mange events og projekter.