Musikklubben Sidesporet havde egentlig inviteret til siddende koncert. Men da bandet fra Skotland tog fat på andet sæt, valgte de fleste i salen at tage resten af koncerten stående, hoppende eller dansende.
Kort og godt: Der var knald på, da de fem medlemmer af Definitely Oasis huggede til guitarer, bas og trommer ved den nylige koncert på Rotationen.
Til en start var det lidt op ad bakke. For der var kun cirka halvt fyldt i salen - måske fordi Oasis-coverbandet spillede i Roskilde aftenen før.

Men nu er Oasis' musik højenergisk (pop-)rock uden ret mange dikkedarer. Og det lykkedes at få energien på scenen sparket ud i hele salen.
Det hjalp også, at en stor del af de fremmødte var Oasis-fans af et godt hjerte: De kunne sangene udenad. Og det var trygt at skråle med - med dét lydtryk, der var fra scenen, var der ingen krav om at synge rent ...
Bandet består af George Aitken, guitar, Fraser Malcolm, bas, og Liam O'Hare på trommer. Og dertil kommer frontfigurerne, hvor Brian McGhee og Steve Cole havde fornøjelsen af at agere de stridbare Gallagher-brødre, Liam og Noel.
Brian McGhee havde studeret Liam Gallagher grundigt. Iført den ikoniske anorak leverede han alle Oasis-forsangerens attituder, og stemmen var også tæt op ad forbilledet.

Lidt forskel var der dog. Hvor Gallagher-brødrene beholdt stenansigtet hele vejen, droppede McGhee og Cole indimellem attituden og lod spilleglæden skinne igennem. Oasis' musik er festmusik, og fest, det var der.
Bandet har i øvrigt nærmest turneret uafbrudt siden august sidste år, godt hjulpet på vej af de rigtige Oasis. For sidste sommer begravede de to Gallagher-brødre stridsøksen og bebudede en gendannelse af Oasis efter 15 års pause. Dét genskabte interessen for musikken.
Men den første koncert med det nye Oasis er først om knap tre måneder. Og hvem ringer man så til i mellemtiden, når nu folk insisterer på høre Oasis?

Ved koncerten på Rotationen fik publikum to tætpakkede sæt, hvor bandet nåede at spille næsten alt fra Oasis' to første albummer plus noget af det lidt senere.
Feinschmeckere kunne nok finde et par ting, som ikke sad snorlige i skabet.
- Men det gjorde de altså heller ikke hos de rigtige Oasis, bemærkede en koncertgæst, som oplevede superbandet på Roskilde Festival i 2009.
For Oasis er seje attituder, enorm energi og sange, der kan synges med på. I Holbæk bestod det afsluttende fyrværkeri af Champagne Supernova, Rock 'n' Roll Star og Alcohol and Cigarettes. Så var det ligesom sagt.
