DTU-startups tiltrak 21 procent af dansk venturekapital

Cirka en femtedel af venture capital investeringer i 2024 gik til 25 startups fra DTU, der for en stor del bygger på forskning inden for områder som bio-, nano- og it-teknologi.

Cirka en femtedel af venture capital investeringer i 2024 gik til 25 startups fra DTU, der for en stor del bygger på forskning inden for områder som bio-, nano- og it-teknologi.

Foto: Sole Bugge Møller/DTU.

Startups fra Danmarks Tekniske Universitet stod bag hele 21 procent af alle danske ventureinvesteringer i 2024. Det viser en ny opgørelse fra DTU Skylab, der dokumenterer, at 25 DTU-startups tilsammen tiltrak 1,8 milliarder kroner ud af de 8,5 milliarder kroner, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) registrerede på det danske marked sidste år.

- Det er et imponerende resultat, der viser, at vi på DTU er lykkedes med at skabe et miljø, hvor iværksætterdrømme kan blive til virkelighed, og at vi samtidig har formået at bygge bro mellem universitets- og investeringsmiljøet, siger DTU's koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab, Marianne Thellersen.

Virksomhederne er overvejende såkaldte deep tech-startups med afsæt i forskning inden for bio-, nano- og it-teknologi. Blandt højdespringerne er Again, som arbejder med at omdanne CO₂ til kemikalier ved hjælp af bakterier, og Eupry, der digitaliserer temperaturkontrol i bygninger.

- DTU's ansatte og studerende får ikke kun gode, levedygtige ideer, men evner også at tiltrække investorer, så der kan skabes en forretning ud af dem. Vi kan klappe os selv på skulderen over, at der kommer ca. 100 nye virksomheder ud fra DTU om året. Men det interessante er jo i virkeligheden, hvordan de virksomheder kommer videre, hvordan de klarer sig sidenhen, og hvordan de bidrager til samfundet, siger Marianne Thellersen.

Medregnes øvrige finansieringsformer har DTU-startups rejst over 2,6 milliarder kroner i 2024.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...