Ny stor udstilling på Sophienholm handler om det nuttede

Udstillingen stiller spørgsmålet: Kan kunst være nuttet?

Udstillingen stiller spørgsmålet: Kan kunst være nuttet?

Foto: Presse

Sophienholm Kunsthal præsenterer udstillingen Det Nuttede. Udstillingen viser værker af 12 samtidskunstnere og udstilles fra 1. maj til 31. august 2025. 

Fernisering afholdes torsdag 1. maj klokken 17.00-19.00.

Udstillingen stiller spørgsmålet: Kan kunst være nuttet? Det nordiske blik på nuttethed undersøges gennem værker af kunstnere fra Danmark, Sverige, Finland og USA. 

Nuttethed forbindes af udstillingen med japansk Kawaii og amerikansk popkultur. Samtidigt rettes blikket mod nordisk æstetik, og der stilles spørgsmål om, hvorvidt der er en fælles reference på tværs af lande, eller om det er et generationsspørgsmål.

Kunstnerne arbejder med det nuttede i forskellige medier og materialer. Den finske kunstner Emma Ainala benytter det nuttedes indbyggede magtspil i sine malerier om at se og blive set på. 

Svenske Malin Molins værker fokuserer på kattens rolle og algoritmens relation til det nuttede som begærsobjekt. Danske Luca Bjørnsten præsenterer nye megasize-klistermærke-replika-værker, og i Cecilie Penneys videoværk bevæger et lille væsen sig gennem golde hospitalgange. 

- Udstillingens værker afslører, at det nuttede jo ikke er et motiv i sig selv, men en æstetik som kan forløse budskaber på hele spektret - lige fra det politiske til det emotionelle og det filosofiske. Derfor er det interessant, at det nuttede har fået en plads i kunsten, og vi ønsker med udstillingen at se, hvad der sker, når vi bringer nuttethed med et nordisk blik op på de hvide vægge, siger chef for Sophienholm og kurator på udstillingen Barbara Læssøe Stephensen, i en pressemeddelelse.

Udstillingen suppleres af en scrapbog, saloner, talks og workshops, som bidrager til en bredere formidling af emnet. Programmet kan findes på www.sophienholm.dk.

Det Nuttede er støttet af Ny Carlsbergfondet, Gustaf Packaléns Mindefond, Grosserer L.F. Foghts Fond og Kulturfonden for Finland og Danmark. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...