Udbrydere får ikke større åbenhed ved at melde sig ud, mener Mogens Hallager.
To af de hidtidige medlemmer af den konservative byrådsgruppe har meldt sig ud, og det kan deres tidligere gruppefælle, Mogens Hallager ikke andet end acceptere. Men udbrydernes begrundelse for at melde sig ud undrer ham.
Mogens Hallager, som er formand for kultur- og idrætsudvalget, har kunnet læse sig til, at Trine Borre og Anne Fabricius Murmann blandt andet peger på Hal 9-salget som en af grundene til at lave Lokallisten Roskilde.
"Der er for mange sager, hvor beslutningen virker til at være truffet på forhånd. Man siger, at borgerne er blevet inddraget, uden at der er sket en reel borgerinddragelse. Tag for eksempel sagen med Hal 9," siger Trine Borre til Sjællandske Nyheder. Og det er dét, Mogens Hallager reagerer på.
- I sagen om salget af Hal 9 var vi jo helt enige i byrådsgruppen. Det var Trine, der først blev opmærksom på sagen, og jeg bakkede hende op helt fra begyndelsen. Derfor undrer det mig, at det bliver brugt som begrundelse for at melde sig ud. De får ikke større åbenhed ved at melde sig ud, siger Mogens Hallager.