Elevråd på rådhuset: Sådan skaber vi det bedste ungeliv

God trivsel har et stort fokus hos Egedal-eleverne

Fra venstre er det Freja, Maja og Selma.

Fra venstre er det Freja, Maja og Selma.

Foto: Ane Rønn Johansson

Der var ekstra meget liv og snak på rådhuset, da godt 90 unge elevrådsrepræsentanter fra 7.-9. klasse på alle Egedal Kommunes skoler mødte ind til kanelsnegle og kakao og en fælles elevrådsdag fyldt med inspiration, samarbejde og fede aktiviteter.

Borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), bød velkommen og gennemgik dagens program. Hun er imponeret over de unge.

- Eleverne har taget et stort ansvar og selv været med til at planlægge dagen. Det er et vigtigt skridt i forhold til at styrke ungeinddragelsen og elevdemokratiet. Samtidig har de taget udfordringen på sig i forhold til aktivt at skabe bedre trivsel i deres egen hverdag, siger hun i en pressemeddelelse.

Om formiddagen afholdt eleverne en række workshops og drøftede aktuelle tendenser og udfordringer i ungelivet. Drøftelserne tog bl.a. udgangspunkt i resultaterne fra Ungeprofilundersøgelsen 2024/25, som næsten 100.000 unge på landsplan har besvaret.

Som afslutning på arbejdet præsenterede eleverne en række anbefalinger til indretningen af ungelivet for Egedal Kommunes skolechef, Peter Brixen, og velfærdsdirektør Søren Trier Høisgaard.

Anbefalingerne handlede om, hvordan de voksne kan hjælpe de unge – og hvordan de unge kan hjælpe hinanden - blandt andet i spørgsmål om alkohol, nikotinprodukter og søvn. Et andet vigtigt tema var, hvordan man skaber gode og sunde fællesskaber, som de unge har lyst til at deltage i.

Selma Azoulay, som er elevrådsrepræsentant for 9.A på Maglehøjskolen siger:

Motiverende

- Det er meget motiverede, at der er nogle mennesker, der vil lytte til det, vi vil sige.

Freja Marie Skouboe Daub, 9.D på Stenløse Privatskole, peger på fællesskabet omkring dagen.

- Man bliver stolt af at se det, vi har arbejdet på længe komme til live. Det er spændende at gøre det sammen og få så mange inputs som muligt.”

Maja Mørck Jensen, 9.A på Lærkeskolen, tilføjer:

- Det er dejligt, at der er nogen, der vil tage vores input seriøst.”

De unge skal på et senere tidspunkt præsentere deres anbefalinger for politikerne. Derudover bruges de unges input aktivt i Fælles om Ungelivet og det videre arbejde med at lave indsatser, aktiviteter og projekter, der udvikler ungelivet i Egedal samt i dialogen med forældre, bl.a. på oplæg og skolebestyrelsesmøder.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...