Vores velfærdssamfund er under pres. Over hele landet ser vi år efter år kommunale besparelser, alt imens regeringen prioriterer skæve skattelettelser til dem, som har allermest.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Og når budgetterne er små, er det ofte de forebyggende indsatser, der står for skud. Det er paradoksalt, for når vi handler i tide, kan vi forebygge mistrivsel, sygdom og sociale problemer – og samtidig spare ressourcer på den lange bane. Derfor vil SF løfte forebyggelsen. Så flere får støtte, før det når at gå galt.
Også i Gentofte er der potentialer ved at investere mere i forebyggelse. For eksempel i de små børns første, afgørende leveår: Med flere ressourcer i sundhedsplejen vil vi kunne give familierne støtte op til barnets treårs fødselsdag, i stedet for, som i dag, at slippe dem allerede efter det første år og vi vil kunne tilbyde ekstra besøg fra sundhedsplejersken til udsatte familier.
Tiltag, vi ved virker, og som kan give børn og familier bedre forudsætninger fra starten – men som kræver modige investeringer, fordi succeserne først viser sig senere i livet.
SF mener, at det er afgørende, at mennesker får hjælp, inden problemer vokser sig store. Derfor foreslår vi, at oprette en national forebyggelsesfond med 15 mia. kr. frem mod 2030 til investeringer målrettet forebyggelse i kommuner og regioner – også i samarbejde med civilsamfundet og erhvervslivet. Fonden skal give kommunerne mulighed for at prioritere forebyggelse og finde gode løsninger lokalt. Og så skal fonden være en del af en ny velfærdslov, der beskytter velfærden mod fremtidige nedskæringer.
Forebyggelse er ikke en ekstra udgift. Når vi investerer i forebyggelse, så investerer vi i mennesker.