Ekspert om manglende livestreaming af byrådsmøder: - Det kalder på mere kommunal transparens

Et mindretal i Allerød kæmper videre for livestreaming af byrådsmøderne. Samtidig kalder ekspert på mere kommunal transparens.

Hvis man vil have indblik i det politiske kontrolrum i Allerød, så skal man møde op. Den manglende streaming kalder på mere transparens, lyder det fra ekspert.

Hvis man vil have indblik i det politiske kontrolrum i Allerød, så skal man møde op. Den manglende streaming kalder på mere transparens, lyder det fra ekspert.

Foto: Jørgen Chr. Jørgensen

Når byrådet i Allerød Kommune afholder møder, skal man som nysgerrig borger møde fysisk op i byrådssalen. Det går imod den landsdækkende tendens, hvor langt de fleste kommuner allerede har tændt kameraerne. Selvom livestreaming af byrådsmøder efterhånden er almindelig praksis rundt om i landet, har Allerød Kommune nemlig valgt at holde den digitale dør lukket.

Den Korte Version
  • Allerød Kommune står fast på ikke at livestreame byrådsmøder, trods en landsdækkende tendens til det modsatte.
  • Jørgen Johansen fra Det Konservative Folkeparti mener, at manglende livestreaming reducerer borgerdeltagelsen.
  • Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde opfordrede Allerøds borgmester til at overveje livestreaming.
  • Professor Mark Blach-Ørsten fremhæver de demokratiske fordele ved livestreaming af byrådsmøder.
  • Viceborgmester Miki Dam Larsen prioriterer borgerpaneler og ungeråd frem for livestreaming på grund af omkostningerne.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Spørger man Det Konservative Folkepartis byrådsmedlem Jørgen Johansen, er borgerdeltagelsen i Allerød i frit fald, og det er et kæmpe problem.

– Vi har set gentagne byrådsmøder, hvor der er færre og færre, der kommer. Hvis man ikke er interesseret i, at borgerne ved, hvad der foregår til byrådsmøderne, så er man helt galt på den, siger Jørgen Johansen.

Han ser ikke borgernes fravær som et tegn på manglende interesse, men som et udtryk for, at den nuværende mødeform ikke længere passer til folks hverdag. Derfor mener han, at byrådet må finde nye måder at nå borgerne på.

– Med livestreaming behøver man ikke tage op til byrådssalen for at høre et to timers langt møde, men kan bare droppe ind og se det, der ’lige er for mig’, siger Jørgen Johansen.

Kommunal transparens

Ifølge Jørgen Johansen handler modstanden mod livestreaming i høj grad om politisk usikkerhed. En usikkerhed over det ansvar, der følger med, når alt bliver optaget og gjort tilgængeligt for offentligheden.

– Hvis vi gerne vil have, at borgerne bliver mere interesserede i politik, så skal vi åbne op på alle de måder, vi kan. Vi skal også turde snakke politik og stå på mål for vores politiske beslutninger. Det gør du, når der livestreames – for dét kan du ikke løbe fra, siger han.

Blev opfordret af minister

Allerede i juni 2023 fik Allerøds borgmester, Karsten Längerich (V), ellers en klar opfordring fra højeste sted. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) sendte dengang et brev direkte til borgmesteren, hvor hun opfordrede kommunen til at overveje at livestreame byrådsmøderne.

Sjællandske Nyheder bragte dengang et uddrag af henvendelsen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke ønsket at udtale sig yderligere om sagen, og Sophie Løhde er ikke vendt tilbage på vores henvendelse i forbindelse med denne artikel. Heller ikke borgmester Karsten Längerich er vendt tilbage.

Streaming styrker indsigten

Ifølge Mark Blach-Ørsten er der klare demokratiske fordele ved at livestreame byrådsmøder. Han er professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, hvor han bl.a. forsker i demokrati, valg og politisk troværdighed.

Han foreslår, at kommunen tager beslutningen op til genovervejelse.

– Rigtig mange andre kommuner er jo lykkedes med at livestreame deres møder. Så måske var det en idé at investere i det alligevel – netop af den åbenlyse årsag, at borgere godt kan lide at følge med i deres kommune, og at det vil være rigtig godt med mere transparens i de kommunale beslutninger, siger han.

Faktisk er det især efter byrådsmøderne er holdt – og kameraerne slukket – at de mange muligheder viser sig. For det gavner borgerne, når man kan tilgå byrådsmøderne langt tid efter, at møderne er afholdt.

– Det forlænger levetiden på møderne og giver borgerne bedre mulighed for at følge med i byrådets arbejde. Derfor er det en oplagt måde at oplyse borgerne mere om, hvad der foregår, og potentielt gøre det nemmere for dem at blive inddraget, siger han.

Borgerpanel giver mere

Allerøds viceborgmester, Miki Dam Larsen (S), mener, at man får mere ud af pengene andre steder.

– Livestreaming er fin, men ikke gratis. Var det gratis havde vi bare gjort det. Vi kan for ca. samme midler lave et borgerpanel (hvor borgerne ikke bare kan lytte, men faktisk give holdninger til kende) og/eller ungeråd, der i højere grad end streaming bidrager til dialog og idéer, skriver han i en sms.

Forstå kommunal livestreaming

  • Flertallet gør det: Omkring 70 af landets kommuner livestreamer i dag deres byrådsmøder.
  • Prisniveau: En typisk løsning koster ca. 100.000 kr. i opstart og 90.000 kr. årligt i drift.
  • Fordele: Giver borgerne og politikerne mulighed for at følge med, selv efter et afholdt byrådsmøde
Kilde: Kommune TV

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...