Ny cykelhub indviet på station

Tirsdag blev den nye cykelhub ved Fredensborg Station indviet.

Tirsdag blev den nye cykelhub ved Fredensborg Station indviet.

Foto: Fredensborg Kommune

Tirsdag eftermiddag indviede repræsentanter fra byrådet, VisitNordsjælland, Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Lokalbanen den nye cykelhub ved Fredensborg Station.

Cykelhubben består af et oversigtskort med forslag til cykel- og vandreoplevelser på kryds og tværs af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Derudover er der god information om de lokale attraktioner i Fredensborg. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Der er også en lille servicestation med pumpe og værktøj, så cyklerne kan blive klar til den videre tur - for eksempel til en god frokost i Fredensborg by eller en is ved Esrum Sø.

Formålet med det hele er at gøre det nemt for både turister og borgere at få nye oplevelser i nationalparkområdet på to hjul og fremme grøn mobilitet.

Fredensborg Kommune har deltaget i projekt Grøn Mobilitet, der er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og medfinansieret af Den Europæiske Union, Nationalparken, Halsnæs Kommune og LAG Gribskov-Halsnæs.

Fredensborg Cykelhub er en af 10 nye cykelhubs, hvoraf mange er placeret på stationer. Det gør det let at benytte sig af offentlige transport på vej ud i naturen.

Viceborgmester Christian de Jonquieres (FSK) og formand for Nationalparken Per Kølster holdt tale inden ”afsløringen”, hvor de fik god hjælp af Per Frost Henriksen, der er formand for VisitNordsjælland og også sidder i byrådet, og udvalgsformand Lars Søndergaard (V) fra Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...