Sportmaster flyttede for nylig ud af sine lokaler på Ro’s Torv ved siden af H&M og rykkede i stedet ind ved siden af Apoteket i selvsamme butikscenter.
Men selv om der er tale et stort lejemål, fik det ikke lov at stå ledigt længe, for det ligger allerede nu fast, at Sinnerup overtager lokalerne.
Sinnerup er en kæde, der sælger varer inden for livsstil, mode og boligindretning. Siden 1971 er virksomheden gået fra en enkelt butik i Holstebro til nu 14 butikker fordelt i Danmark og Tyskland samt en webshop.
Hovedparten af butikkerne ligger vest for Storebælt, og butikken på Ro’s Torv bliver den kun anden på Sjælland, efter at man åbnede en butik i Vanløse i 2017.
– Vi glæder os over, at vi er kommet til Sjælland, hvor vi med vores butik i Vanløse er faldet godt til. Vores kunder har taget godt imod os og har de sidste par år efterspurgt flere Sinnerup-butikker på Sjælland. Det sker nu med den nyeste butik i Roskilde - men vi er dog fortsat opmærksomme på at få skabt flere butikker på Sjælland i fremtiden, så vi kan imødekomme vores kunder, siger direktør Lars Sinnerup i en pressemeddelelse.
Den nye butik bliver op til 1500 kvadratmeter og forventer at have åbningsdag omkring april.
Thai-spisested på vej
Der er også ved at ske noget i de lokaler ved indgangen til Ro’s Torv på Københavnsvej, der tidligere har været hjemsted for blandt andet Burger King og Sunset Boulevard.
Her har restaurantkæden med det finurlige navn Wokshop meldt sin ankomst. Wokshop serverer thailandske retter og har 10 restauranter, hvoraf de ni ligger i hovedstadsområdet, mens den sidste er placeret i Odense.
Wokshop på Ro’s Torv bliver dermed kædens første i Region Sjælland.

