Ny badeklub vil slå et slag for helårsbadning

FURESØ: Det er egentlig paradoksalt, at Furesø Kommune rummer tre fantastiske badesøer, men ikke desto mindre er faciliteterne ikke til at prale af. Det – og meget andet – vil den nystiftede Furesø Badeklub gøre noget ved.

Foreningen holdt stiftende generalforsamling den 31. januar og er nu klar med hjemmeside og på de sociale medier. Jørgen Ringgaard blev valgt som formand ud af de otte stiftende medlemmer.

- Vi kender hinanden fra Furesø Løbeklub, hvor vi begyndte at bade sammen efter løbeturene. Vi synes, at det kunne være sjovt at lave en badeklub, som kan promovere helårsbadning, fortæller Jørgen Ringgaard.

Helårsbadning – eller vinterbadning om man vil – er oppe i tiden. Ikke mindst i forbindelse med corona-nedlukningerne begyndte mange at kaste sig ud i det iskolde vand og er fortsat lige siden.

Furesøbad har i forvejen to badeforeninger, Furisterne og Måneskinsbaderne. Furesø Badeklub vil ligesom dem få adgang til Furesøbades omklædningsrum og saunaer. Men der stopper planerne ikke.

- Vi vil sætte fokus på de tre badesøer i Furesø Kommune. Udover Furesø har vi Farum Sø og Søndersø. Nu skal der ske noget for helårsbaderne i Furesø, siger Jørgen Ringgaard.

Foreningen har tre programpunkter. For det første skal medlemmerne gennem en lukket gruppe på Facebook kunne finde ligesindede at bade med.

- Det er en endnu større glæde at bade sammen med andre. Vi vil gerne tilbyde, at man kan finde badevenner, så man ikke behøver at bade alene, forklarer Jørgen Ringgaard.

Furesø Badeklub vil også lave events. Det første er et saunagus i en mobil sauna fra Butchers Heat den 6. marts ved Furesøbad og er allerede udsolgt. Derfor er der lavet endnu et arrangement den 27. marts.

- Vi oplever en enorm interesse, selvom vi ikke rigtig har gjort noget væsen af os, siger Jørgen Ringgaard.

Bedre faciliteter

Det sidste – og vel nok største – ønske er bedre faciliteter.

- Faciliteterne ved Furesøbad er 50 år gamle og ser efterhånden trætte ud. Vi vil give politikerne motivation til at give Furesøbad den helt store renovering. Andre kommer er i gang med flotte projekter for helårsbadning. Vi vil have Furesø kommune til at lave et flot badeanlæg ved Furesøbad. Og man kunne også forestille sig en badebro ved Høje Klint på nordsiden af Furesøen, forklarer Jørgen Ringgaard.

Foreningen har også kig på Farum Sø. Her vil man gerne have en badebro ved bådudlejningen.

- Vi vil gerne have en badebro ved den østlige ende af Farum Sø, hvor der i forvejen er et anlæg. Det passer perfekt med aftensolen og giver de badende for at indrette sig efter vind og vejr i forhold til badestedet ved Doktorens Bugt, forklarer Jørgen Ringgaard, som har endnu større visioner for Søndersø.

Her er der lavet et flot og populær badebro på Værløsesiden, men der er endnu mere potentiale på den anden side af søen ved det gule pumpehus, som i årevis har ligget ubenyttet hen.

- Ved Søndersø kunne vi godt tænke os en badebro ved det gule hus ved vandværket. Vi kunne også forestille os en sauna inde i huset, og hvis man tænker stort kunne der også være en lille café. Det kunne blive til et lille Furesøbad, siger Jørgen Ringgaard.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...