Alle er inviteret, når Kirppu Ringsted lørdag den 5. april fejrer sin 10-års fødselsdag med festlige aktiviteter fra kl. 10-17.
Fejringen sker med manér og i ægte loppeånd. Dagen bliver fyldt med gode tilbud, lækkerier og aktiviteter for både børn og voksne. Der vil være gratis popcorn, sodavand, fadøl og kaffe - og derudover kommer maskotten Loppen Louie på besøg og deler balloner og slikkepinde ud.
Butikschefen Frej Mads Christoffersen er ny i spidsen for butikken, men er på ingen måde ny i Kirppu-familien. Han har nemlig været en del af kæden i fire år og glæder sig til den store fejring i Ringsted.
- Jeg er pavestolt over at få lov til at fejre Kirppu Ringsteds 10-års jubilæum sammen med kunder, standlejere og mit seje team. Selvom det er ganske kort tid siden at jeg tiltrådte som butikschef her, føles det allerede som hjem, siger han i en pressemeddelelse.
Kirppu Ringsted var den anden Kirppu-butik, der åbnede i Danmark, og siden da har tusindvis af genbrugsvaner skiftet hænder. Alt fra retro legetøj og secondhand mode til bøger, brætspil og designermøbler.
- Vi har kunder og standlejere, der har været med næsten fra starten. De har gjort butikken til meget mere end bare et sted at handle – det er et socialt samlingspunkt, hvor folk hilser på hinanden, udveksler tips og gør loppefund sammen, siger Frej Mads Christoffersen i pressemeddelelsen.