Roskilde Kommune bruger hvert år en pænt millionbeløb på at lægge asfalt på vejene og forbedre cykelstierne. Nu har kommunen besluttet hvilke veje, der skal have asfalt i år. Dem kan du se her i faktaboksen.
Disse veje får asfalt i 2025
Overordnede veje:
Sognevej, del af Lindenborgvej, Ramsømaglevej i Ramsømagle by
Lokale veje og industriveje:
Møllevej ml. Værebrovej og Præstemarksvej, Møllehaven, del af Hvedstrupvej, Marbjergholmsvej, del af Marbjerg Byvej, Hedelandsvej. Trekronerparken, Rundkørslen ved Trekroner, Centervej/Trekronerparken, del af Sankt Hans Gade, del af Hedegade, Østre Vindingevej, del af Øde Hastrupvej, Karlslundevejen og Brordrupvej.
Boligveje:
Strandparken, Klintevej, dele af Østervang (nr. 70-72, nr. 62-64, nr. 54-56, nr. 46-48 og nr. 38-40)
Stier:
Ladegårdsstien i Gundsømagle, Sti ml. Metalvej-Trekroner Centervej-sydlige indgang til Trekroner St., cykelsti langs med Frederiksborgvej ml. Vestre Kirkevej og overfor Baunehøjvej, cykelsti langs med en del af Boserupvej, sti ved Stamvejen, sti ved Stenleddet og cykelstier langs med Ny Østergade.
For få penge til asfalt
Men der er huller i vejene, og de bliver større. For gamle beregninger fra forvaltningen viser, at der skal bruges 16 millioner kroner om året på at lægge ny asfalt på vejene - de såkaldte asfaltslidlag, hvis ikke kvaliteten af vejene - på kommunalt sprog kaldet vejpantet - skal blive ringere.
Og Roskilde Kommune kommer ikke i nærheden af at bruge 16 millioner på netop dette.
Der er godt nok sat 16,5 millioner kroner af til vejprojekter, men for det første stammer 1,5 millioner kroner af dem fra penge, som ikke blev brugt i 2024, da Favrbjergvej ved Viby skulle forbedres.
For det andet afsættes der kun 9,5 millioner kroner til asfaltslidlag. Resten af pengene går til såkaldte øvrige belægningsarbejder, som primært er reparationer af ældre asfaltbelægninger, renovering af fortove og genopretning af kantstene.
Det betyder, at kommunalpolitikerne har besluttet at bruge 40 procent færre midler på at vedligeholde vejene, end forvaltningen for år tilbage vurderede som nødvendigt. Siden da er prisen på asfalt samtidig steget.
Kan ikke være bekendt
Forvaltningen gør selv politikerne opmærksom på, hvad de manglende kroner betyder. I oplægget til det seneste møde i plan- og teknikudvalget står der direkte, at "midlerne bruges på vedligeholdelse af det overordnede vejnet og stier, mens asfaltering af boligveje og p-pladser bliver nedprioriteret", skriver altså forvaltningen, som konkluderer "med færre midler bliver vejkapitalen forringet, og veje i lav standard stiger."
- Vi har ikke pengene til at opretholde kvaliteten af vores veje med det budget, der er lagt. Det betyder, at vi på den lange bane kommer til at bøde for vores nuværende formåen, og det synes jeg ikke, vi kan være bekendt, siger plan og teknikudvalgets næstformand Jette Tjørnelund (V).
Formand Claus Larsen (S) er som sådan ikke uenig, men må erkende, at bukserne ikke rækker til mere.
- Det er ærgerligt, men verden er ikke til mere, og så må vores folk i forvaltningen arbejde med det, byrådet har givet dem. Det gør de i øvrigt rigtig godt, lyder det fra Claus Larsen.
Irriterende løsning
Et flertal vedtog på plan- og teknikudvalgets møde en lappeløsning, som hverken Venstre eller LA ville nikke ja til. Det går ud på at bruge et tjæreprodukt og hælde granitskærver over tjæren og på den måde vedligeholde veje på landet. Løsningen hedder på fagsprog OB-asfalt.
- Jeg har boet ved sådan en vej. Det støjer langt mere end almindelig asfalt, det giver mange flere stenslag på bilerne, og i perioden, hvor stenene skal køres fast, er strækninger et helvede for cyklister, skyder Jette Tjørnelund.
Claus Larsen siger hende ikke imod, selvom S var med til at stemme for brugen af løsningen.
- Det er nødvendigt for at få mest for pengene. Men det er røvirriterende at køre på. Nu tester vi brugen af det på to strækninger, så må vi se, hvordan det virker.
De to strækninger, der er tale om, er en del af Hvedstrupvej, og så er det den del af Østre Vindingevej, som ligger uden for bygrænsen. Bliver der penge til det, bruges løsningen slet ikke alligevel på de to strækninger.
Læs også
- John Petersson går efter at blive global vicepræsident
- I Roskilde suser ministers kritik ind ad det ene øre og ud ad det andet
- Ny butik blev løbet over ende på åbningsdagen
- Høns ramt af fugleinfluenza ved Roskilde- alle hønseejere skal registrere deres besætninger
- Afsløret af sønnens DNA - voldtægt på festival færdig-efterforsket
- Charli XCX giver igen årets Roskilde-gæster en "brat summer"