Det var held i uheld, da Roskilde Festival sidste år fik et afbud fra et af sine hovednavne, for det gav plads til en sanger, som kom til at dominere resten af sommeren med sit nye album. Nu vender hun tilbage for at indtage Orange Scene.

Den britiske sanger og producer Charli XCX havde lige nået at udgive albummet "Brat", da hun blev hevet ind fra venstre af Roskilde Festival, som måtte strege den amerikanske rapper Kali Uchis fra plakaten.
Charli XCX blev sat til at spille på Arena fredag aften samtidig med Foo Fighters på Orange, men til sommer får hun festivalens største scene. I mellemtiden er "Brat" blevet kåret til 2024s bedste album af en lang række medier, og hun har vundet to Grammy Awards og en Brit Award.
Læs også
Så selv om man så hende på Roskilde sidste år, kan man ifølge Roskilde Festival godt forvente en totalt anderledes koncert.
- Charli XCX hører til blandt tidens vigtigste stemmer med sin grænsesøgende og kompromisløse tilgang til popmusikken, og hun nedbryder konventioner og skifter gear som få andre. I ægte Charli XCX-stil har hun allerede revolutioneret hele sit liveshow og bygget et nyt, overdådigt koncept, og vi kan ikke vente med at udfolde det ud på Orange Scene til sommer, siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, i en pressemeddelelse.

De 20 nye navne
Charli XCX (UK)
Africa Express (INT)
Tyla (Sydafrika)
Anton Westerlin (DK)
Amenra (Belgien)
Bela (Sydkorea)
Charanga Do França (Brasilien)
Duo Ruut (Estland)
Florence Adooni (Ghana)
Kanaan & Ævestaden (Norge)
Katarina Barruk (Svensk-samer)
Kumo 99 (US)
Mona Moroni (DK)
Nana Benz Du Togo (Togo)
Ngwaka Son Systéme (Congo)
Qing Madi (Nigeria)
Samara Cyn (US)
Shit and Shine (US)
Teratai Åkande (INT)
Vincent Neil Emerson (US)
Revanche og gensyn
Kali Uchis var ikke det eneste store navn, der måtte aflyse sidste år. Det samme gjorde den sydafrikanske singer-songwriter Tyla, som fik et stort hit med "Water".
Hun gør et nyt forsøg til sommer, hvor hun gæster Danmark for første gang, og Roskilde Festival har allerede meddelt, at hun skal spille på Orange Scene.
Det samme skal det pan-afrikanske musikkollektiv Africa Express, der er stiftet af Blur- og Gorillaz-frontmand Damon Albarn. Begge har spillet på festivalen flere gange før, og Damon Albarn har nærmest fået status af hofmusiker på Roskilde og vil selvfølgelig være med på scenen.
Roskilde Festival byder også på en sjælden koncert med superproduceren Anton Westerlin, som har produceret for danske navne som Kesi, Lamin, Benny Jamz og Artigeardit. Sidstnævnte skal spille på Orange Scene i år, mens Annika, som skal åbne Orange, lige har udgivet singlen "Blodigt" sammen med Anton Westerlin.
Meget apropos er Charli XCXs hovedproducer på "Brat", A. G. Cook, også på Roskildes program i år.
Tidligere har Roskilde Festival offentliggjort navne som Olivia Rodrigo, Stormzy, Fontaines D.C., Doechii, Nine Inch Nails og MØ til sommerens program og er nu oppe på 171 musiknavne fra 40 lande. Festivalen regner med at nå op på cirka 200 navne.
Roskilde Festival finder sted fra 28. juni til 5. juli og har meldt udsolgt af todagesbilletter til torsdag-fredag og fredag-lørdag.
