Foråret og påsken står for døren, og det betyder, at at rigtig mange mennesker tager ud i naturen for at lufte deres hund. Men de færreste tænker måske over, at det kan koste dem en bøde.
- Foråret og påsken bringer mange hundeluftere ud i naturen, men løse hunde kan medføre bøder fra Naturstyrelsen.
- Naturstyrelsen Nordsjælland har i flere år advaret om bøder for løse hunde og opfordrer til brug af hundeskove.
- Styrelsen understreger vigtigheden af at beskytte det vilde dyreliv og opfordrer til hensynsfuld adfærd i naturen.
- Syv hegnede hundeskove i Nordsjælland tillader hunde at løbe frit, men de skal stadig være under kontrol.
- Hunde i områder med græssende dyr skal holdes i kort snor for at undgå uheldige situationer.
I stort set alle statens skove og naturområder, kan man lufte sin hund, når bare den er i snor. Men der er også en række af Naturstyrelsens områder, hvor de står klar med bødeblokken, hvis folk lufter deres løse hunde.
Det har Naturstyrelsen Nordsjælland i flere år gjort opmærksom på, og deres kampagner er ikke bare ment som venlige henstillinger.
"Hundeejere vil derfor blive mødt med bødekrav, hvis reglerne ikke overholdes. Også selvom det er første gang. Naturstyrelsen henstiller derfor alle hundeluftere til fremover at benytte hundeskovene, hvis hunden skal slippes fri af snoren", lyder det i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen Nordsjælland.
Find en hundeskov
Der findes en del hundeskove i Nordsjælland:
Gå ind på: www.udinaturen og søg på hundeskove og få et overblik
Alle skal være trygge
Naturstyrelsen Nordsjælland gør det klart, at alle skal være trygge, når de går en tur i skoven, og der kan et møde med løse hunde virke voldsomt.
Det kan ornitolog Christian Glahder nikke genkendende til. Da han i november påtalte løse hunde på Melby Overdrev blev han både slået og sparket. Siden har han efterlyst mere kontrol med løse hunde.
Styrelsen opfordrer i pressemeddelelsen, at hundejerne tænker på andre, det vilde dyreliv, dyr i hegninger og andre hunde, når du lufter deres hund.
- Vi er blevet mange flere mennesker og hunde i naturen og det presser det vilde dyreliv. Tænk på at det er deres hjem vi færdes i og mange forstyrrelser kan betyde, at de ikke får føde eller hvile nok eller ikke får mulighed for at opfostre deres unger, siger Anne Johannisson, biolog og naturvejleder, i pressemeddelelsen, og fortsætter:
- Der skal være plads til de dyr, der lever vildt i skove, på heder, enge og i andre naturområder. Det er ofte også det vilde dyreliv, som en ugleunge i et træ eller en råbuk i solopgangen, der giver os de gode naturoplevelser.
Læs også
Hegnede hundeskove
Naturstyrelsen har udpeget en række skove eller dele af skove, hvor hundene må løbe uden snor.
Syv steder i Nordsjælland har Naturstyrelsen opført hegn omkring hundeskove på arealer op til et par hektar, hvor hundene kan løbe frit rundt.
De skal selvfølgelig altid være under kontrol såvel i hegningen som i de andre hundeskove, så de ikke generer andre naturbrugere og så de ikke pludselig stikker af efter en hare, en fugl eller bare forstyrrer det vilde dyreliv.
Det er i Ullerup Skov, Høbjerg Hegn, Æbelholt Skov ved Tjæreby, Gørløse Skov, Grønlien og Hørup Skov. I Store Lyngby Skov har skovens laug lavet en ”hundehave” med hegn om. Flere af stederne er der bord-bænkesæt eller bænke i hegningen, så man kan tage sig et hvil og drikke en kop kaffe og stadig have hunden inden for synsvidde og kontrol.
Hegninger med græssende dyr
Flere steder på Naturstyrelsens arealer er lysåbne områder hegnet for, at kreaturer eller heste med deres afgræsning kan holde naturtypen åben og blomsterrig. De fleste hegninger er åbne for færdsel gennem klaplåger eller stenter.
- Går du med hund i hegninger med græssende dyr, er det ekstra vigtigt, at din hund er i kort snor, så der ikke opstår uheldige situationer, siger Mikkel Bornø Clausen, som er skovfoged og har ansvaret for plejen på de lysåbne arealer.