Det første møde i den lokale trepart for Isefjord og Roskilde Fjord har netop været afholdt. Og mens de mere end 40 repræsentanter, der sidder med ved mødebordet, som trepartens forperson og Lejre Kommunes viceborgmester Grethe Saabye (K) beskriver det, er "vant til at arbejde for modstridende interesser", er der dog én ting, de alle er enige om ovenpå det første møde, lyder det fra Kirsten Flemming Hansen fra Danmarks Naturfredningsforening.
- Det første møde i den lokale trepart for Isefjord og Roskilde Fjord er afholdt med over 40 repræsentanter.
- Kirsten Flemming Hansen fra Danmarks Naturfredningsforening understreger vigtigheden af at reducere kvælstof og CO2 samt skabe sammenhængende natur.
- Skovridder Jens Peter Simonsen fra Naturstyrelsen ser frem til at intensivere indsatsen med vådområder og skovrejsning.
- Landmand Lars Jonsson ønsker hurtig afklaring af, hvilke arealer der belaster fjordene og klimaet mest.
- Yderligere to møder vil blive afholdt inden sommerferien, mens fagmedarbejdere kortlægger landbrugsjord til udtagning.
- Jeg har en klar fornemmelse af, at alle om bordet vil have det her til at lykkes. For os i Danmarks Naturfredningsforening er det vigtigt, at omlægningsplanen ikke alene begrænser kvælstof og CO2-udledning, men også er med til at skabe mere og sammenhængende natur. Det er mit indtryk, at der var forståelse for det på vores første møde, siger Kirsten Flemming Hansen, den ene af Danmarks Naturfredningsforenings to repræsentanter i treparten i en pressemeddelelse.
Vådområder og skovrejsning
Også Naturstyrelsens repræsentant i den lokale trepart er positiv. Naturstyrelsen spiller en væsentlig rolle i de konkrete projekter med udtagning af lavbundsjord, nye vådområder og skovrejsning. Og skovrider Jens Peter Simonsen understreger, at treparten har en stor opgave foran sig.
- Der forestår en kæmpeopgave med først at planlægge indsatsen og dernæst føre den konkret ud i livet. Jeg ser frem til at fortsætte vores projektindsats i et endnu højere gear, udtaler han i pressemeddelelsen.
Landmænd ønsker afklaring
Ved mødebordet er også landmændene repræsenteret. Blandt andet af Lars Jonsson, som sidder i forretningsudvalget hos Landbrug og Fødevarer og selv driver en gård i Nordsjælland. For ham er det væsentligste, at der kommer hurtig afklaring:
- Det vigtigste bliver at finde ud af, hvilke arealer, der belaster fjordene og klimaet mest, og så må vi tage de rigtige virkemidler i brug. Landmændene er meget interesserede i en hurtig afklaring af, hvad der skal ske. Vi må få gennemført den rigtige omlægning nu, så ikke min søn og andre yngre landmænd står med opgaven om 10 år, siger Lars Jonsson i pressemeddelelsen.
Der vil blive afholdt yderligere to møder i den lokale trepart inden sommerferien og et i efteråret. Sideløbende arbejder fagmedarbejdere fra alle kommuner med blandt andet at kortlægge den landbrugsjord, som kan tages ud af drift.