En 61-årig mand, som i forvejen er sigtet for at have dræbt to kvinder, sigtes nu for at have dræbt yderligere en person.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi forud for et grundlovsforhør torsdag klokken 14.15 ved Retten i Roskilde.
- Ved dagens grundlovsforhør vil sigtelsen mod den 61-årige blive udvidet, så han nu sigtes for på ukendt vis at have dræbt tre personer. De to kvinder, som blev nævnt ved seneste grundlovsforhør og 58-årig mand, som blev fundet død i sit hjem i Roskilde den 16. februar i år, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard, som er leder af efterforskningen.
Den 61-årige blev anholdt søndag aften og fik mandag opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer i en sag om to kvinders mistænkelige død i Roskilde.
Anklagemyndigheden vil begære dørlukning i sagen, og politiet kan derfor ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.
Usædvanlig sag
Dommeren fandt mandag ikke mistanken så velunderbygget, at der var grundlag for varetægtsfængsling. I stedet blev anholdelsen opretholdt i tre døgn.
Siden har efterforskerne arbejdet videre med sagen, og nu sigtes han også i forbindelse med en 58-årig mands død den 16. februar.
Sagen er usædvanlig, og i mandagens retsmøde oplyste senioranklager Andreas Dahl, at efterforskningen var på et helt indledende stadie.
Manden har en forhistorie i retssystemet.
I 2022 havde han bevæbnet sig med en økse, som han brugte, da han truede flere personer og også begik hærværk rundt om i Roskilde.
I den efterfølgende straffesag i marts 2023 ønskede anklagemyndigheden, at han blev dømt til forvaring på grund af sin farlighed.
Men retten sagde nej. Han blev frifundet for et voldeligt overfald med øksen, og resultatet blev i stedet fængsel i ti måneder.
Ved mandagens retsmøde virkede manden meget snakkesalig. Han sagde, at han ønskede at forsvare sig selv.