Niårig dreng flygtede fra mand i hvid varebil

Drengen blev skræmt, da en mand i en hvid varebil tilbød ham et lift.

Arkivfoto.

Arkivfoto.

Foto: Jesper Sabroe

En niårig dreng blev bange og løb, da en mand i en hvid varebil tirsdag morgen stoppede og tilbød ham et lift på gebrokkent engelsk.

Drengen var på vej til skole, da den udenlandske mand kontaktede drengen i krydset ved Låddenhøj og Margrethehåbsvej i Roskilde.

Det fik drengen til at flygte fra stedet via en sti.

Hændelsen skete cirka klokken 7.40.

Til Sjællandske Nyheder oplyser drengens far, at drengen er rystet efter hændelsen men ellers har det godt.

Han blev i skolen resten af skoledagen, hvorefter han blev hentet af en af sine bedsteforældre.

Derudover havde drengens skole taget godt hånd om hændelsen.

Kontakt politiet

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de nu følger op på sagen og taler med familien om episoden.

Derudover kommer de med en opfordring til alle forældre.

- Det er altid godt at få talt med sine børn om sådanne situationer, så de ved hvordan de skal reagere, hvis fremmede henvender sig - og drengen her handlede jo helt rigtigt, siger Charlotte Tornquist, som er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi

Samtidig opfordrer de borgere, der har set en hvid varebil i området omkring Hyrdehøj tirsdag morgen, eller ligefrem har talt med den udenlandske mand, til at ringe til politiet på telefonnummer 114.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de ikke har fået henvendelser om lignende tilfælde den seneste tid.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...