Borgere skal selv punge ud til nyt kloaksystem - en by går først

Borgere i Hørsholm Kommune skal selv finansiere nyt kloaksystem for at imødegå klimaforandringer, mens kommunen tilbyder støtte til økonomisk trængte.

Kommunen pålægger borgerne at opdatere deres kloaksystem for at undgå situationer som denne.

Kommunen pålægger borgerne at opdatere deres kloaksystem for at undgå situationer som denne.

Foto: Arkiv

Der er kommet brev til grundejerne i det nordlige Rungsted. Brevet kommer fra Hørsholm Kommune og handler om, at første del af den nye plan for kloakering sættes i værk.

Planen er blevet sat i værk, fordi klimaforandringerne fører til mere nedbør end tidligere.

- Klimaforandringerne gør, at det regner mere i dag, end da kloaksystemet blev anlagt, og denne udvikling forventes at fortsætte. Kloaksystemet kan klare almindelig hverdagsregn, men rørene er ikke store nok til at håndtere kraftig regn og skybrud, skriver kommunen på deres hjemmeside og konkluderer:

- Det betyder, at spildevandet ender i søer, vandløb og Øresund samt at haver, veje og kældre risikerer at blive oversvømmet med spildevand.

For at undgå voldsomme oversvømmelser samt overløb i åer og lignende, er en række borgere i Hørsholm C og det nordlige Rungsted blevet pålagt at installere separatkloakering på egen regning. Nogle borgere har dog mulighed for at få udgifterne dækket alt afhængig af deres private økonomi.

Denne gruppe kan søge hjælp

Eksempelvis kan der gives lån til pensionister, og kommunalbestyrelsen kan give dispensation fra betalingen, hvis de mener, at prisen for kloakering på en specifik grund er urimelig høj. 

Derudover kan økonomisk trængte borgere søge hjælp via en støtteordning. Betingelsen for at blive en del af ordningen er, at man skal have en samlet årlig husstandsindkomst på under 337.780 kroner.

Opgaven skal grundejerne i det nordlige Rungsted have løst ved udgangen af marts 2030.

Helt konkret betyder det, at der skal etableres to kloakrør på grunden.

- Det ene rør skal flytte regnvandet fra tage, tagrender og kælderskakte ud i ét rørsystem i vejen, og det andet rør skal føre spildevand fra køkken, bad og toilet ud til et andet rørsystem i vejen, skriver kommunen.

Hvem skal betale mest?

Det er ikke til at sige på forhånd, hvor meget grundejerne skal betale for den nye kloakering. Det afhænger nemlig af husets størrelse, beliggenheden, kloakrørenes placering og kvalitet med mere. Men kommunen kan sige så meget, som at der formentlig vil være højere udgifter til større ejendomme og koteletgrunden med langt til vejen, end der vil være til mindre grunde med eksempelvis rækkehus. For at blive klogere på prisen, anbefaler kommunen, at man selv kontakter en kloakmester.

Og så er der det med prisen igen. For vil den nye kloakering have betydning for ejendomsværdien? Både og, er svaret.

- Der er risiko for, at dit hus falder lidt i værdi, hvis det skal handles, før separatkloakeringen er færdiggjort. Når et helt område er fuldt separeret og klimatilpasset, kan det være med til at påvirke husenes værdi positivt, fordi det mindsker risikoen for oversvømmelser med beskidt spildevand, skriver kommunen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...